Tímarit Máls og menningar - 01.05.1982, Side 102

Tímarit Máls og menningar
Fryd Dig, o Satan!
Se, væbnet staar Broder mod Broder!
Blodstromme goder det gamle Evropa — som for!
Fryd Dig, o Satan!
Vi tjener de ældgamle Guder!
Jager — for godt Ord — Kulturen og Freden:
Fornuften paa Dor.
Intet er glemt. Vi har endnu de irrede Strænge
spændte paa Harpen — de toner med Fynd
og med Klem:
Blod! . . . mere Blod!
Herre Satan! vi husker det længe!
Det er Kampraabet, hvorunder stadig vi
sejrrigt gaar frem!
Þegar heimsstyrjöldin var skollin á, var hins vegar því líkast sem
Gunnari féllust hendur frammi fyrir þeim ógnum sem yfir dundu. Um það
ber vitni kvæðið „Hadets Sæd“ sem hann birti í Fremad, Organ for
socalistisk Ungdomsforbund i Danmark, 15. mars 1915:
Sidde stum i min Stue,
Sidde og sé derpaa . . .
Vide, at Verden brænder —
Og ingenting formaa . . .
Vide, at Verden brænder,
Vide en Sorg uden Navn —
Det er min Lod — som manges —
Det er mit saare Savn.
[-------]
Ak, over Jord og Himmel
Spænder vi Staalets Baand.
Bedre, om hele Kloden
omspændtes af Broderaand.
Det svimler mig, hvor jeg sidder —
Sidder og sér derpaa . . .
Er jeg en vidlos Drommer? —
Det maa vel synes saa.
Er Gunnar tók á þriðja áratugnum að berjast fyrir hugmyndum sínurr
um sameinuð Norðurlönd og norrænt lýðveldi voru þær skoðanir ai
220