Tímarit Máls og menningar - 01.05.1982, Blaðsíða 106
Tímarit Máls og menningar
samt ekki ráðið af orðum hans og verkum næstu árin á eftir að neitt hafi
sérstaklega orkað á hann til andstöðu við þessa stefnu eða þjóðfélagsform
Sovétríkjanna. Þvert á móti er varðveitt heimild um jákvæða afstöðu hans til
þeirrar samfélagslegu tilraunar, er menn töldu að verið væri að framkvæma
austur þar.
I akademiska vikublaðinu Studenten 13. júni 1930 birtist viðtal við
Gunnar þar sem þessi mál bar á góma:
De var i Rusland under 10 Aars Festlighederne som Politikens Korrespon-
dent, hvorledes er Forholdene derovre?
Det er ganske umuligt efter 14 Dages Ophold derovre at sige noget som
helst om dette Land. I det hele taget er det vanskeligt paa vor Basis at udtale
sig om Rusland. Kun saa meget kan man sige med Sikkerhed, at den
kommunistiske Regering har været udsat for en systematisk Bagvaskelse paa
alle Omraader, og der er én Ting, man aldrig maa glemme, at den har haft de
vanskeligste Kaar, en Regering maaske nogensinde har haft at arbejde under,
en 150 Mill. stor Befolkning, hvoraf Storstedelen var uoplyst Almue, der
ikke alene var udpint under Zardommet, men ogsaa havde lidt stærkt under
Verdenskrigen. — Lenin kan man ganske rolig karakterisere som en af de
betydeligste Statsmænd, der har levet, uselvisk i al sin Færd, parat til at ofre
alt for sin Idealisme. Interessant er det at se, at han, da han tog Magten, ikke
var klar over, hvilket Omfang Revolutionen vilde faa, det er en Kendsger-
ning, at han troede, det hele var ordnet paa nogle faa Uger.
— Var Lenin storre end Mussolini?
— Nævner De de to i samme Aandedræt?
— Mussolinis Politik hviler ikke paa nogen Idé. Forst og sidst at tænke
paa sit eget Land er ikke længer en Idé, at arbejde for et samlet Europa, for
international Forstaaelse er derimod at arbejde for en virkelig Idé. Men den,
der ikke er en god Nationalist, er heller ikke en god Internationalist, de to
Ting udelukker ikke hinanden, men er tværtimod dybt i Slægt med hin-
anden. De internationale Problemer er os langt tættere inde paa Livet nu end
nogensinde for. Verdensborger er et mere realitetsmættet Begreb end det har
været for. Krigen har tydeligere end alt andet vist Samhorigheden mellem
Europas Lande; allerede nu begynder Linierne at tegne sig klarere og
klarere, liggende i et andet Plan, det er egentlig Europa og Amerika, der nu
staar over for hinanden, Amerika som Fordringsbaveren og Europa som
Skyldneren. Amerikas Optræden under Krigen finder jeg iovrigt lige saa
mærkværdig som Italiens. Flvad der foregaar i denne vestlige Verdensdel er
ogsaa af den Beskaffenhed, at man vanskeligt kan blive klar over det. — Men
én Ting er givet: Europas Nationer maa samarbejde, ellers er vi ude i en ny
Krig — den hænger for Resten lige over Hovedet paa os — og den kan
sonderknuse Europas Kultur. Men maaske skal vi have én Krig til, for det
gaar op for Folk, at det er Alvor med Samhorigheden i Europa, at Europas
forenede Stater er en Nodvendighed.—
224