Úrval - 01.11.1970, Qupperneq 23
Það dettur á einhver óskapleg þögn, sú
þögn, sem bœði er kyrrð sjálfs hugans og
skynjun. tilverunnar, þess að vera til... .
Himinbláminn
segir aldrei „ég"
EFTIR SIGVALDA HJÁLMARSSON.
*
*
*
A
ð lifa í þessum heimi,
þola þjáninguna, sem í
honum ríkir, en vera
samt ekki tilfinninga-
laus, gerir þá kröfu til
manna að þeir hafi það
sem ég verð víst að kalla sérstakt
sálarástand.
Heimurinn er eins og hann er, og
við erum í honum, óumdeilanlega
hluti af honum. í honum ríkir þján-
ing, og við eigum hlut í þeirri þján-
ingu, eins þótt við í augnablikinu
njótum sælu. Ef þjáning er í kring-
um okkur, ef við sjáum hana, þá
snertir hún okkur. Ef hún snertir
okkur ekki erum við sljó, hálfdauð,
mókandi. Enginn einstaklingur er
til án þess að vera í sambandi við
aðra. Algerlega einangraður einstak-
lingur er óhugsandi. Hann á að
minnsta kosti foreldra. Hann er því
alltaf hluti af mannkyninu, þessari
miklu lífsiðu sem við köllum mann-
kyn. Hann getur ekki losað sig frá
því og örlögum þess. Allt sem mann-
legt er kemur honum við.
Þarafleiðandi þurfum við að geta
verið með í lífinu einsog það kemur
fyrir, undanbragðalaust, geta horft
uppá þjáningu þess, geta þolað þján-
ingu þess, án þess hún hafi okkur á
valdi sínu. Annars erum við á flótta,
flýjum staðreyndir lífsins, leitum
huggunar í einhverju sem er hjóm.
Ekkert skapar meiri eymd en flótti
frá eymd.
Og það sálarástand sem til þess
þarf er þetta sem ég hef gefið nafnið
dlkyrr og glaðvakandi hugur.
Alkyrr og glaðvakandi hugur er
auðvitað ekki sljóleiki, heldur þvert
á móti hátt stig vitundarlegs næm-
— Gangleri —
21