Fróðskaparrit - 01.01.1964, Page 186
194
Fundu-fundinn eller funnu funninn
Tekstbehandlingen er udeladt og i stedet har man i varian*
terne aftrykt det materiale, der skal anvendes ved tekst*
behandlingen. Dermed er Sorteper givet videre.
En tredje grund ligger i det faktum, at de omtalte
dobbeltheder i sproget aldrig er blevet systematisk registre*
ret; mange er nok blevet noteret i en del tekstkritiske ud*=
gaver, men slet ikke alle tekstkritiske udgaver registrerer
det, der er relevant. Nok har Adolf Noreen i sin Altis*
lándische Grammatik4 (1924) optegnet en del om disse
dobbeltheder, men dog ganske utilstrækkeligt, og den lille
bog af Bjorn Karel Torolfsson: Islenzkar Orðmyndir bøder
kun lidt pá utilstrækkeligheden. Oskar Bandle har beskrevet
sproget i Guðbrandsbiblía og trækker nogle linjer op meb
lem reformationstidens sprog og det klassiske sprog. Han
kan ikke have haft gode dage, nár han søgte paralleller
tilbage i tiden, selvom han i forordet takker prof. Jón Heb
gason, der har fungeret som kritisk rádgiver. Mit arbejde
med indsamling til Den Arnamagnæanske Kommissions
Ordbog og med hándskrifter i den forbindelse har belært
mig om, at der ligger mange problemer, der venter pá
filologisk undersøgelse og opklaring.
Det er en detalje fra ordbøjningen, der skal frem i rampe*
lyset her. Det gælder en variation i bøjningen af verbet
finna. I den ovennævnte Altislándische Grammatik af Adolf
Noreen finder man:
finna — fann — funnum — funnenn
fundom — fundenn
og angáende formerne med «nd* er der henvist til para*
graffen om Vernersk veksel. De mindre gramatikker anfører
ofte kun den almindeligste bøjning, som er den med
Vernersk veksel:
finna — fann — fundu — fundinn
men en klar stillingtagen til aldersforholdet imellem de to
former i præteritum pluralis og perfektum participium
møder man i Ragnvald Iversens Norrøne grammatik (her
citeres 5te udg., 1955), idet han i sit skema meddeler formen