Fróðskaparrit - 01.01.1964, Page 187

Fundu-fundinn eller funnu funninn
195
med veksel efter Verners lov og tilføjer «senere analogisk
funnum, funninn» — altsá en analogisk bøjning efter verber
som spinna og vinna.
Formerne funnu og funninn skal altsá være nyopstáede
former og skal bero pá analogi. Formerne med =nn= i infi*
nitiven og i præteritum singularis har fremtvunget «nn< ogsá
i præteritum pluralis og i perfektum participium, mens ord
med *nd* infinitiven beholdt md* i de sidste former
binda — batt — bundu — bundinn
hrinda — hratt — hrundu — hrundinn
Formerne med <nn< má efter dette opfattes som en novation
i sproget. Derfor bliver det et spørgsmál, om de gamle
hándskrifter giver mulighed for at følge denne nydannelse
i sproget og om det eventuelt er muligt at sige noget om
alderen af denne nydannelse pá andet grundlag.
Det kan synes ufatteligt, at man hidtil blot har noteret
sig dobbeltformerne fundu og funnu — og hundredvis af
disse eller lignende dobbeltformer i sproget — uden at
gøre et forsøg pá at fordele dem efter de kilder, hvori de
forekommer, eller pá den anden side at fordele kilderne
efter forekomsten af den ene eller den anden form, det
være sig kronologisk eller geografisk. Det er en sádan for*
deling, jeg her vil forsøge m. h. t. novationen funnu i for=
hold til fundu. I sig selv kan det synes at være en ube*
tydelig opgave at stille sig og isoleret kan den ikke have
stor eller afgørende betydning for ret mange helhedsí
vurderinger; men det viser sig, at den ene undersøgelse kan
føjes til den anden, og derved bliver der lagt et grundlag
for at drage slutninger, der kan fá vidtrækkende betydning
báde for bedømmelsen af sproget og af litteraturen.
Det er en lang opramsning, der má til; men for at gøre
den mere overskuelig og talende, har jeg opdelt de hánd*
skrifter, der bliver citeret i;
A. rent norske
B. norske hándskrifter, der ogsá findes i islandske afskrifter
C. islandske hándskrifter.