Fróðskaparrit - 01.01.1964, Side 190

198
Fundu-fundinn eller funnu funninn
4421, men fra side 4425 og til side 52418 er former med <nn>
dominerende (eller eneherskende), mens parallelteksterne
StjórnA og StjórnB pá de tilsvarende steder har former
med *nd*. Fra side 532 og bogen ud er imidlertid formerne
med =nd= de dominerende (eller enerádende) ogsá i StjórnC.
Der er noteret 10 eksempler pá former med =m(n)d* og
ingen med mn=.
Det er berettiget at lægge vægt pá resultaterne af denne
gennemgang. I de islandske afskrifter af norske skrifter fra
rundt regnet 1300 har afskriverne i reglen reageret over for
formerne med <nn= og indført former med =nd=. Nár der
pletvis findes former med =nn< i islandske afskrifter, er der
grund til at mene, at formerne med mn* stammer fra et
norsk forlæg.
Omkring ár 1300 má der have været egne i Norge, hvor
formerne med mn* var normalformer, mens islandske af=
skrivere i almindelighed ændrede til former med md=.
Allerede her kan man se en bekræftelse pá Ragnvald Iver=
sens pástand, at /unnu har afløst den form, der for ud=
vandrerne til Island var den normale, nemlig fundu.
Det vil være praktisk her at uddrage et resultat af
gennemgangen af grupperne A og B og supplere med
yderligere materiale. Eksemplerne viser, at formerne med
=nn< først dukker op i norske skrifter, og formen ændres
(i reglen) i islandske afskrifter til former med =nd* selv i
hándskrifter efter ár 1300.
Det resultat, der her er beskrevet kan yderligere bekræB
tes, for i Larssons bog: Ordfórrádet i de álsta islánska
Handskrifterna finder man ingen eksempler pá former med
<nn<, men slár man op i den tilsvarende norske bog: Ord*
forrádet i de eldste norske Hándskrifter til ca. 1250 fár man
den oplysning, at former med <nn< er ret almindelige, selv
i et sá gammelt hándskrift som den norske homiliebog, der
má være skrevet kort efter ár 1200. Det er den anden
skriver af det hándskrift, der ireglen skriver mn* kun en
sjælden gang har han anvendt former med *nd*. Desuden