Fróðskaparrit - 01.01.1964, Qupperneq 202
210
St. Anna i islandsk senmiddelalder
foreslaar, at han og Maria samt hendes søstre og deres
børn skal opsøge Anna i ørkenen, fordi han ved, at hun
ikke har langt igen at leve; Annas søsterdatter Elisabeth
og hendes søn, Johannes den Døber, er ogsaa med i seb
skabet. Annas slægtninge bliver hos hende, til hun dør,
og de begraver hende i Nazareth (kap. 48-51, bl. 66r ff.).
Et genealogisk kapitel (kap. 52, bl. 69 v f.) om Annas og
Joachims slægt og nogle bønner (kap. 53—54, bl. 70v) af»
slutter beretningen om Annas liv. — Hermed er de to
hovedafsnit i et klassisk helgenlevned, vita og mors, til
ende, og i de følgende kapitler finder man nogle jærtegn
virket ved Annas forbøn, altsaa det sidste afsnit af et fuld«
stændigt helgenlevned, miracula.
Jærtegnene fortæller om en kvinde, der frelses fra en
uretfærdig dom, om en kvinde, som er ved at brænde
inde med sine tre drenge, men frelses af St. Anna selv<
tredje, og lignende. En dramatisk og underholdende historie
med en god kraftig appel findes i kap. 57 (84v £f.): En
eremit i Frankrig faar hugget hovedet af (af en røver), men
Anna sætter det paa plads igen, og røveren omvender sig.
Et af de sidste jærtegn (kap. 64, 102r ff.) handler om en
kvinde, der sad enke for anden gang i en alder af atten
aar, men efter Annas forbillede giftede hun sig igen; imid«
lertid blev hun igen enke, inden hun var tyve aar gammel,
og besluttede sig til ikke mere at gifte sig, men tjene Gud
i sin enkestand. En af hendes bejlere vilde tvinge hende
og havde adskillige mænd med sig for at fange hende,
men paa hendes bøn om hjælp kom Anna til med et stort
følge og jog mændene paa flugt. Da de kom løbende ude
af sig selv, mente man, at de havde bedrevet et eller andet
slemt, og de blev arresteret og dømt til døden. Som det
saa ofte gaar i middelalderlige mirakelfortællinger, endte
det dog ogsaa godt her, for i en vision fortæller Anna
enken, at mændene havde anraabt hende om hjælp, og at
enken derfor paa hendes vegne skulde gaa til byens raad