Fróðskaparrit - 01.01.1994, Qupperneq 13

DEN FÆRØSKE BALLADEUDGAVE (FØROYA KVÆÐI) - VURDERING OG SUPPLERING 25
begáet den forsømmelse at overtage Blochs
læsning af substantivformen uden at se
efter i Clemensens hándskrift.
Et andet eksempel fra samme kontekst:
str. 7 i Clemensens tekst af Alvur kongur
har akkusativformen af de to pronomina teg
og meg i rimposition i 2. og 4. linie, rettet af
Bloch (og af udgaven uden fremhævelse)
til dativformeme tær og mær. Barnes gør
gældende, at akkusativ er den rigtige bøj-
ning efter præpositionen/or (fyri) i 4. linie,
men det er lige sá - eller snarere endnu
mere - berettiget at forlange dativ, hvor
pronominet optræder som indirekte objekt i
2. linie. Udgiveren kunne passende have
mærket begge de af Bloch rettede rimord
med stjerner, eller grebet tilbage til hánd-
skriftets læsemáde og anbragt et udrábs-
tegn bagved den som anomali fremtræ-
dende akkusativ i 2. linie; udrábstegn
bruges ellers hyppigt for at henlede op-
mærksomheden pá en korrupt læsemáde,
som man ikke har ment at kunne emendere.
At der sá ikke bmges udrábstegn ved en
danisme som den tidligere omtalte kunne
fortolkes derhen, at udgaven betragter sá-
danne former som ægte. Dette er sádan set
ikke forkert, men fremgangsmáden bidra-
ger til at forplumre normaliseringsbe-
grebet.
Pá dette besværlige omráde kan der
imidlertid lige sá godt gøres kort proces:
sandheden er nemlig den, at udgaven gen-
nemgáende kun synes at identificere emen-
dationer pá det niveau, hvor en helt ny
glose indsættes i forhold til hándskrifts-
grundlaget, idet morfologiske rettelser
foretages stiltiende. Men systematikken
heri kompromitteres af, at rigtigheden af
Blochs læsninger ikke er ordentligt kon-
trolleret.
Stillet over for denne iagttagelse har Kaj
Larsen og jeg under forberelseme til et
supplementsbind til Føroya kvæði máttet se
bort fra muligheden af at udarbejde et kri-
tisk apparat - det som Matras i 1944 stil-
lede i udsigt i en notits pá omslaget til 2.
binds 3. hæfte, hvor han omtaler “ein spezi-
elle, fiir die Auffassung des Textes wichtige
Schreibweisen umfassender Notenapparat
[. . .].” Det ville fomdsætte en fuldstændig
kollationering med hándskrifterne, som
lige sá godt kunne nedfældes i en ny ud-
gave, og der er ikke økonomisk baggrund
for at iværksætte sá stort et projekt. Det
giver nok mere mening at arbejde videre,
nár lejligheden ellers byder sig, med den
række af diplomatariske udgaver af enkelt-
hándskrifter og samlinger, hvis seneste til-
vækst bestár i afslutningsbindet af Rikard
Longs udgave af Sandoyarbók fra 1982.
Ret beset vil denne politik nok svare til Chr.
Matras’ egen egentlige udgivelsesfilosofi;
det er i hvert fald tankevækkende, at Matras
havde udgivet Svabos visehándskrifter
diplomatarisk i slutningen af 1930eme,
dvs. inden den store Føroya kvæði over-
hovedet begyndte at udkomme, og at han
udgav Schrøters Sjúrðar kvæði diplo-
matarisk sideløbende med, at samme kvad
blev udsendt i Føroya kvæði i begyndelsen
af 1950erne. Gad vidst om Matras mere be-
tragtede Føroya kvæði som en national
folkeudgave end som en egentlig videnska-
belig publikation? I øvrigt byder den mo-
derne reproduktionsteknologi pá flere mu-
ligheder, f.eks. microfiche, for at gøre de
hándskrifter tilgængelige, som ikke áben-