Fróðskaparrit - 01.01.1994, Qupperneq 31

OM /n/Æ£)/-DIKTINGEN PÁ FÆRØERNE I DET 19. ÁRHUNDRE
43
vis om sagaer som senere kom til á bli be-
tegnet som Fornaldarsogur, sáledes om
Volsunga saga, Hervarar saga, Hálfs saga
og Hálfsrekka og andre verk av dette slaget.
I sammenheng med Volsungatradisjonen/
traderingen, som jo omfatter en god del av
Nibelungenstoffet, omtaler Míiller hvordan
denne sagaen lever videre i danske ballader
og beklager de sterke forandringene som
stoffet her har gjennomgátt. Derimot bruk-
er han, til han á være, svært uvanlige ut-
trykk for beundring nár han snakker om at
dette store sagastoffet fra fortiden fremde-
les er i live pá Færøyene, i “en afkrog i
Danmarks Rike”: “Saa ukiendelige ere
Sporene blevne af Sigurds Minde i Dan-
mark. Selv Digteme have næsten forladt de
gamle Skaldes Yndlingsæmne. Pastor
Grundtvig er den eneste, som quad herom.
[...] I Tydskland, hvor den hornede Sigfried
vedblev som et Almuesagn, er den vidt-
berømte Helts Minde ved La Motte Fou-
ques Sigurd de Schlangentodter herligen
bleven fomyet.
Men imedens Nutidens Digtere maatte
tye til gamle Bøger, for derfra at hente det
indholdsrige Sagn, gives der en Afkrog af
Danmarks Rige, hvor Sigurds Minde paa
den gamle Vis har forplantet sig ved San-
gens egen Kraft. Paa Færøeme lever det
endnu, ikke blot ved Oldingers Erindring,
men i Karles og Pigers Sange, og, som for-
dum i det gamle Norden, gienlyder ved
festlige Lag fra alle Munde. Disse Øeboere
have nemlig ikke liden poetisk Sands. De
digte endnu hyppigen Viser (Thaat) rigtig
nok oftest til Spot, og afsynge dem under
Dandse. Men de have og ældre Sange om
allehaande Æventyr, der have Navn og
Form tilfælleds med Islændemes Rimer.
De ældste af disse kaldes Qveaje (Qvæder)
og ere samtlige af episkt Indhold. [...] An-
tallet af disse Qvæder er saa betydeligt, at i
de større Byer neppe det samme Qvæde
synges to Gange Vinteren igiennem. Af alle
disse er Siura Queaje (Qvædet og Sigurd)
det meest yndede. Det høres næsten ved
alle Bryllupper, skiønt med Varianter og
ikke allevegne lige fuldstændigen. [...] Ni
Thaater eller sange, de fleste paa 70-80
Stropher, høre i det mindste til denne
Sagnkreds, men af disse er de fire, der
nærmest angaae Sigurds og Gudruns
Skiebne.” (Muller, 1817-20, bd. 2: 419-
422).
Ti fulle sider viet Miiller til de færøyske
traderingene av Sigurður/Sjúrður. Han
hadde høsten 1817, etter Lyngbyes tilbake-
komst, fátt de første avsnittene av sangen,
til sammen 164 strofer. Lyngbye hadde
skrevet ned forskjellige sanger pá regnfulle
dager, etter at han hadde fátt litt undervis-
ning i færøysk av Svabo: “Nogen Undervi-
isning fik jeg imidlertid i Sproget af den
lærde Svabo; paa denne Maade traf jeg
hændelsesviis paa Sigurds Qvad, som
hvorvel jeg dengang ikke kjendte noget til
dette Digts Værd eller Sammenhæng med
de islandske Sagaer, dog interesserte mig
ifølge en dunkel Reminiscens af en fore-
gaaende Læsning.” (Lyngbye, 1922: X).
Lyngbye fikk imidlertid bare et svært lite
fragment av sangen; hans nedtegnelser
(orginalen er ikke bevart) inneholdt ikke
mer enn 164 strofer fra de to første delene
(Regin smiður og Brynhildar táttur). For á
komplettere sangen, vendte han seg i 1818
med Múllers hjelp til prost Peder Hentze og