Aldamót - 01.01.1894, Side 8
8
vantrúar-anda. Getr nokkur yðar, sem komnir eru
hingað á kirkjuþing, getr nokkur einasti einn krist-
inn maðr safnaða vorra hugsað um allt þetta, sem
eg hefi nefnt, svo að hann ekki fái opin augu og
lifandi tilfinning fyrir þörf vor allra á meiri trú en
vér allt fram á þennan tíma höfum átt í eigu
vorri ?
Og þá ætti líka allir, sera finna til þessarar
þarfar, að vera undir það búnir, að snúa sér til
frelsarans, biðjandi heitt og hjartanlega með bœnar-
orðum postulanna: ,Auk þú oss trúna'.
En nú er að muna eftir því, hverju frelsarinn
i texta vorum svarar lærisveinunum upp á þessa
bœn þeirra: ,Auk þú oss trúna'. Svar hans er
þetta: »Ef þér hefðuð trú eins og mustarðskorn,
mynduð þér geta sagt við þetta mórberjatré: ,Ríf
þú þig upp með rótum og festu rœtr í hafinu'; þá
myndi það hlýða yðr«. Það má í fljótu bragði virð-
ast, að þetta sé býsna undarlegt svar. Manni getr
nærri þvi fundizt, að það sé alls ekkert svar upp
á bœn lærisveinanna, eða jafnvel, að Jesús svari
lærisveinunum hér algjörlega út af. En ef betr er
að gáð, kemr, eins og við var að búast, allt annað
út. Jesús sýnir lærisveinunum með svari því, sem
hann gefr þeim, að það sé vissu skilyrði bundið,
að þeim geti veitzt aukning sú, sem þeir voru að
biðja um, á hinni litlu trú þeirra. Og skilyrðið er
þetta: Hin litla trú, sem fyrir er, verðr að vera
eins ogmustarðskorn. Þá getr hún aukizt og marg-
faldast.
Öll sönn og lifandi trú er einmitt nákvæmlega