Aldamót - 01.01.1894, Side 101
101
mest á meðal Frakka, einmitt á þeim stað, þar sem
afneitunin heíir verið allra svæsnust. Þar er hver
röddin eptir aðra farin að láta heyra til hungrs
sálarinnar eptir öðrum sannleika en hinum >agnost-
iska«, annari fæðu en þeirri, sem vantrúin hefir
haft að bjóða.
Það hefir verið sagt um persónurnar í leikrit-
um Ibsens, skáldsins norska, að því afstöðu þeirra
til kristindómsins snertir, að þær sjeu eins og ung-
ar í hreiðri, sem gapi eptir mat; þær vanti að eins
kristindóminn. Hið sama má segja um marga með-
al Frakka nú á dögum. Þá hungrar eptir annars-
konar andlegri fæðu en þeirri, sem mennirnir hafa
að bjóða. Til dæmis hefir einn merkr rithöfundr
i bók, sem út kom eptir hann í vetr, gert þessa
játning: »Jeg trúi því miðr ekki lengr, en með
hverjum deginum þykir mjer æ meir fyrir þvi. . .
. . . Þörf er á kirkjum, er bendi upp á við til him-
insins, þó að hann, ef til vill, sje tómr, en af eðl-
isávísun væntum vjer þaðan dálítillar vonar, hugg-
unar og fullkomnunar (idealitet)*1. Og þeir eru
fleiri, sem tala líkt þessu.
En hvar er nú sannleikann að finna, lífssann-
leilcann, sem fullnægt geti hinni innstu, helguxtu lífs-
þörf mannsihs, sannleikann, sem gjörir manninn lif-
andi, og lætr hann lifa í anda og sannleika, kemr
honum i samfjelag við guð?
Það er til egypzkt æfintýri eitt, sem getr um
1) Franipois Coppée: Mon Francparler, eptir norska
Morgenbladet«.