Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1985, Blaðsíða 14
10
ad uppskrifa, optast med stort settletur, allar gamlar sogur, annåla og
hvers kyns islenzkar frædibækur, sem hann upp spurdi i ymsum stod-
um Jressa lands” (I, s. 279). “Hferra] Forlåkur og M. Brynjolfur upp-
reistu aptur gomul antiqvitet, sem nærri {rvi voru hér undir lok lidin og
létu skrifa upp sogur og gamlar frædibækur, hvar sem {rær fengust, og
hofdu mikinn kostnad fyrir {rvi ad få skrifara {rar til. Og ad {reirra
dæmum toku margir i {reirra tid {rå idju sér fyrir hendur, og af {reim
kolum hefur brunnid fram til vorra tima” (II, s. 102-3).
En grundig undersøgelse af de to biskoppers indsats på det antikva-
riske område er meget tiltrængt, men kan ikke foretages her. Det
bidrag som gives i det følgende indskrænker sig til en nærmere betragt-
ning af et enkelt ganske vist meget omfattende sagahåndskrift som er
blevet til under Brynjolfur Sveinssons auspicier og som har en særstil-
ling derved at biskoppen selv har benyttet dele af det som grundlag for
sine studier.
Vor viden om “hina beztu skrifara” som arbejdede for biskop Brynj-
olfur er fragmentarisk. Selv nævner han (Safn Frædafélagsins XII 161)
Jon i Oddgeirsholum (Jon Jonsson, d. 1660, jfr. Einar Bjarnason,
Logréttumannatal 299-300), som han lod afskrive den senere Codex
Regius af eddadigtene (afskriften er tabt, jfr. Arne Magnussons Hånd-
skriftfortegnelser, 1909, s. 81). Men det er velkendt at en meget pro-
duktiv afskriver som gerne brugte “stort settletur”, nemlig Jon Er-
lendsson (fra 1639 præst til Villingaholt, d. 1672) var i biskoppens
tjeneste, sandsynligvis gennem længere tid, og man plejer at regne
med at hans talrige sagaafskrifter er foretaget for biskoppen, skønt
dette som regel ikke er direkte bevidnet. Arne Magnusson gjorde sig
megen umage for at erhverve Jon Erlendssons afskrifter, som ofte er
skrevet efter tabte forlæg.
Jon Erlendsson daterer som regel ikke sine afskrifter. Kun om AM
113a fol. (Islendingabok) og AM 148 fol. (Gisla saga) opgives at de er
skrevet 1651; andre vil muligvis kunne dateres ad omveje. I biskop
Brynjolfurs kopibøger, som ofte er meget detaljerede, vilde man må-
ske vente at finde afregninger med J.E., men dette er ikke tilfældet;
hertil er der dog at bemærke at den ældste bevarede kopibog først
begynder 1652, og det er muligt at J.E.s afskrifter for en væsentlig del
er foretaget før dette år. I året 1664 har J.E. klaget over sin alderdom
(“elliburdir”, Safn Frædafélagsins XII 164), ganske vist i sammenhæng
med et ønske om at få sin søn antaget som hjælpepræst. Om J.E.s