Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1985, Page 18

14
adskiller sig fra Jon Erlendssons. Sagaen findes med J.E.s hånd i AM
160 fol.; både her og i Sylloge er der en lakune i teksten, opstået ved at
et blad (?) har manglet i originalen.
2. Porsteins saga Vikingssonar (nr. 19), begyndelsen. Her har Jon
Erlendssons forlæg været defekt, enten fordi første blad har manglet
eller første side har været ulæselig. Hans afskrift begynder Sylloge s.
992 med ordene “Madur er Nefndur Vifell Enn annar Vesete” (Forn-
aldar sogur Nordrlanda II, 1829, s. 384). En anden skriver har, sikkert
med benyttelse af et andet forlæg, indsat sagaens begyndelse på s. 991
og s. 992 øverst (dette er det eneste sted i håndskriftet hvor en saga
begynder på en versoside; s. 991 er på grund af håndskriftets konfuse
paginering en sådan). Visse ting kunde tyde på at tilføjelsen er skrevet
af Brynjolfur Sveinsson selv; blandt sine islandske samtidige var han,
såvidt vides, den eneste som fulgte Petrus Ramus6 ved at skelne mel-
lem j (konsonantisk) og i (vokalisk), og her skrives rjed, hjet, kjend,
sjeu, jrjoder, ljotur, ljos.
Når den manglende begyndelse til Porsteins saga Vikingssonar se-
nere kunde tilføjes, er det klart at der er benyttet et andet håndskrift,
hvor begyndelsen var bevaret. Overskriften “Vpphaf søgu Porsteins
Vikingssonar” gælder strengt taget kun denne tilføjelse. En marginal-
note i Sylloge s. 1023 (jfr. Fornaldar sogur Nordrlanda, II 431) stam-
mer formentlig fra samme kilde. I den oprindelige tekst præsenteres
her en konge ved navn Skati, uden at der gøres rede for hans slægt,
men hertil bemærkes i marginen: “hann var Eckelsson Mundils sonar
Meitelssonar”. Tilføjelsen synes at være med Brynjolfur Sveinssons
hånd, og dette bekræftes af Torfæus (Hist. Rer. Norv. I 215), som
gengiver slægtrækken “secundum exemplar Regium, manumqve Epis-
copi Skalholtensis Brynjolfi in margine adjectum”. Også s. 1033 og
1036 er der mindre tilføjelser i margen, som synes at være skrevet af
biskop Brynjolfur.
Af Porsteins saga forelå en udgave ved Reenhielm (Uppsala 1680)
og denne bruges af Torfæus, men tillige henviser han enkelte steder til
Sylloge, hvis tekst undertiden er noget afvigende. Han betegner da
Sylloge, som det var at vente, som “exemplar Regium” (Hist. Rer.
6 Se f.eks. Salmonsens Konversationsleksikon XII 735.