Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1985, Qupperneq 279

271
Sprogformen i bøn nr. 427 er således nok en gedigen støtte for den
hypotese som Paul Diderichsen opstillede, da han havde bestemt de
yngre religiøse fragmenters norm som hverken beroende på rent tradi-
tionel ortografisk konservatisme eller på normaliseret gengivelse af
det dialektprægede ymda. talesprog hvis eksistens er rigeligt bevidnet
af andre typer af kilder (Lucidarius, Grinderslevhåndskriftet, Mande-
ville etc.). Nemlig den hypotese at reformatorernes - hverken rent
traditionelt konservative eller dialektprægede - skriftsprog “i betyde-
lig højere Grad end vist alm. antaget bygger paa den katolske Tradi-
tion” (Fragm. LXI).
Til gengæld kan sprogformen ikke med større sandsynlighed tages
til indtægt for en hypotese om at bønnen skulle have svensk proveni-
ens. Hvad der kunne pege i den retning er i det højeste formen lagh og
- aldeles usikkert - de nævnte træk hvorved bønnen forekommer lidt
mere archaisk end flertallet af de yngre fragmenter. - I håndskriftet A
29 har søsterversionen af salmerammen som sagt et vist svensk præg,
hvoraf man imidlertid ikke uden videre tør slutte at den er af svensk
proveniens, jf. ovf. Dette svenske præg i A 29 ligger først og fremmest
i gennemført brug af ia i pron. gida. iak (iak 9r19 v10 10v2 etc.) og
jævnlig brug af -(i)a som infortisvokal, uden nogen form for vokalba-
lance- eller vokalharmoniregulering (fx alla pron. pi. 9r91622 v27 10r26
m.fl. over for alle 9J26 v4 20 28 10r17 m.fl., glædhias vb. 12v6, sama pron.
lir28 over for samme liv3, ængaledhis adv. 9v22; formen mæniskia sb.
10v14 med -ia kendes vist slet ikke i gida. uden for svensk oversættel-
seslitteratur (PostU, PassSth.), at dømme ud fra GldOs materiale (se
nærmere ndf.), men er den gængse i fsv., jf. Sdw. art. manniskia).
Glosevalget og tanken om svensk forlæg
Mistanken om at bøn nr. 427 kunne have svensk forlæg er først og
fremmest udsprunget af den erfaring, at man jævnlig enten leder gan-
ske forgæves efter gloser fra bønnen i Kalk. eller udelukkende finder
dem optaget her fra sikker svensk oversættelseslitteratur (som fx
SøndEv.), samtidig med at de er dokumenteret i Sdw. Nu er Kalk. jo
imidlertid så gammel en ordbog at de vigtige gida. tekstudgivelser fra
dette århundrede kun i ringe grad har kunnet udnyttes hertil. Hvortil
kommer at de udgaver og kilder som faktisk har stået til rådighed er