Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1985, Qupperneq 284

276
sættelsesgrundlag (Suso, HellKv.). Der synes altså på den ene side
at være indicier for at verbet i danske kilder er at betragte som en
svecisme. Men når det hertil svarende sb. tilsyneladende kendes i
gida. uden for den svenske oversættelseslitteratur, så er det jo på
den anden side langt fra umuligt at det til grund liggende vb. også
har eksisteret. - CP IV bruger ordet bespotte (12428).
ræddughe sb. ‘frygt’ 306 3512 - atter en glose der har sin hovedfore-
komst i sikker eller formodet svensk oversættelseslitteratur (SjT,
SøndEv., BonM, PostU, PassSth., A 29, Anna Brades og Marine
Issdatters bønnebøger, begyndelsen af Kong Hans’ almindelige
stadsret (jf. DgK V 72) samt AM 75,8° andetsteds end i oversættel-
sen af ps. 118), men som desuden viser sig enkelte gange i lidet eller
slet ikke svenskinfluerede kilder som Suso og MariagerLeg. - for-
uden i de uudforskede FormaningerKlosterf. og Gregor.Tract. Poul
Lindegård Hjorth, der har registreret et stort antal belæg på glosen,
siger at det danske materiale “peger mod den konklusion, at ræd-
hughe i danske tekster enten er direkte lån fra svenske forlæg eller
en så at sige fritstående svecisme, hvis tilstedeværelse skyldes på-
virkning fra sv. opbyggelseslitteratur.” (1965 255). Et begreb som
“fritstående svecisme” er unægtelig ikke behageligt at operere med,
navnlig ikke når det gælder kilder som ikke ellers viser tegn på
svensk påvirkning, således som Suso og MariagerLeg. ikke gør det.
Men samtidig er det selvfølgelig fristende at indføre når udbredel-
sen i øvrigt peger så tydeligt østpå som i dette tilfælde. - Det vil
altså være langt mindre forståeligt om ræddughe skulle optræde i ps.
118 hvis den var oversat direkte fra lat. til dansk end hvis den først
havde været oversat til svensk. - CP IV har i øvrigt vb. frøcte 12421'
22, sb. frøet 12822 (~ Vulg. timor v. 38, 120).
swebæ sagh sb. ‘uretmæssig beskyldning, skinanklage’ 351516 (i forbin-
delsen giffwæ mik swebæ sagh), 369 (i forbindelsen Atterløs mik af
menniskænæ swebæ sagher) - formentlig tekstens vægtigste indici-
um for et svensk mellemled. I danske kilder forekommer glosen
nemlig kun en enkelt gang i hver af de to postiller med utvivlsomt
svensk oversættelsesgrundlag SøndEv. og PostU samt i ps. 118 i AM
75,8°. I fsv. derimod er dens eksistens sikkert dokumenteret hos
Sdw. og dens efterliv i nyere svensk hos Hellquist. SEO, her under