Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1985, Síða 290

282
Konkordans - i denne snævre forstand - mellem en grundtekst og
dens oversættelse kan træde skarpere eller svagere frem. Når den er så
klart påviselig i AM 75,8°s oversættelse af ps. 118 skyldes det to oven-
ud gunstige omstændigheder. For det første den at man har et nogen-
lunde samtidigt materiale til rådighed, der viser hvordan muligheden
af at oversætte ét og samme (gentagne) ord i grundteksten med snart
det ene, snart det andet element i et betydningsfelt (d.v.s. med syno-
nymer) faktisk lader sig udnytte, nemlig Christiern Pedersens version
af salmen i Dauidz psaltere 1531, som nævnt baseret på Luther og
Vulgata. Og for det andet skyldes det den gunstige omstændighed at
man råder over en grundtekst som er rig på forskellige udtryk for ét og
samme (eller omtrent samme) indhold, idet ps. 118 netop består af en
hel lille række temaer med variation og altså har den varierede genta-
gelse som én af sine konstituerende stilfigurer.
Nedenfor skal der leveres eksempler på den iøjnefaldende leksikal-
ske symmetri mellem Vulgatas ps. 118 og modsvarigheden i AM 75,8°.
Men inden da bør følgende spørgsmål besvares: Hvis antagelsen af et
svensk mellemled er berettiget og man altså ikke kender den originale
version, hvordan kan man så vide om, eller i hvilken grad, den danske
bearbejder har foretaget ændringer i originaloversættelsens ordforråd?
Hertil er at svare at de gloser og udtryk som benyttes til påvisning af
konkordanskravets overholdelse - og til den følgende diskussion af
mulige vidnesbyrd om glossarbrug - de er netop så ordrette, slaviske
oversættelser fra latinen at de nødvendigvis må have tilhørt den origi-
nale version - de kan ikke komme tættere på originalen og kan følgelig
heller ikke være resultater af en gloseudskiftning. Antagelsen af et
svensk mellemled skulle derfor ikke være nogen hindring for at man
opstiller en teori om hvorledes overførelsen af ps. 118 fra latin til
folkesprog oprindelig er foregået. Det er i øvrigt værd at bemærke at
teksten vist så godt som ingen gloser indeholder der ikke er potentielt
svenske. Enkelte gange går man ganske vist forgæves til Sdw.; men det
kan overalt skyldes at de pågældende ord er tilfældige øjebliksdannel-
ser eller oversættelseslån (som fx eeldhet 3617 ~ Ignitum v. 140, opræ-
be 3818 ~ Eructabunt v. 171). Den danske andel i arbejdet kan altså
teoretisk være begrænset til det rent lydlige/ortografiske og bøjnings-
mæssige.
Hvad angår de ord der - tiere eller sjældnere - gentages i det
latinske forlæg og som på dansk har ikke blot en enkelt almindelig