Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 12
10
Forf. har taget sit udgangspunkt i den undersogelsesteknik, der var udviklet af L. F. A. Wim-
mer og beskrevet af ham i afhandlingen: Om undersogelsen og tolkningen af vore runemindes-
mærker (1895). I nærværende bogs sidste kapitler er der gjort rede ikke blot for Wimmers, men
ogsá for vor tids tekniske hjælpemidler og metoder; herved skulde bogen have mulighed for, ud
over at give et bidrag til dansk lærdomshistorie, selv at blive et dokument i runeforskningens
historie, hvis den kunde tjene som hjælpemiddel for kommende runeforskere, ikke blot de prak-
tisk arbejdende, men ogsá for dem, der ved skrivebordet sysler med denne videnskab.
Forf.s undersogelser i marken og fotograferingerne, som resulterede i DR.s atlas, er forudsæt-
ningerne for Skonvig I—II, og nár forf. nodes til at rette kritiske bemærkninger mod de mangler
deri, som allerede nu kan ses, er kritikken rettet mod ham selv. Hvordan fremtiden end vil
bedomme dette billedatlas med dets optrukne og uoptrukne fotografier, danner det imidlertid,
som den forelobige kulmination i en lang udvikling, baggrund for denne bogs emne: udviklingen
fra den forste runetegning til runetegningen af idag: det optrukne fotografi.
Det er forste gang i runologiens historie, at runetegningens princip gores til genstand for en
detailleret behandling, historisk betragtet ud fra de enkelte tegneres egen tid og perspektivisk
anskuet fra vor; og kun gennem en sádan undersogelse kan udviklingslinjen trækkes objektivt
op. I kraft af denne dobbelte betragtningsmáde adskiller nærværende bog sig fra Wimmers
historiske gennemgang, der desuden mere beskæftiger sig med forskerne end med tegnerne og
lægger hovedvægten pá Wimmers egen indsats. Ifolge Wimmer var M. F. Arendt blot en ‘noj-
agtig’ eller ‘usædvanlig nojagtig’ tegner. Arendt var imidlertid ogsá af og til unojagtig; men det
betydningsfulde ved hans runologiske tegninger er, at de danner skel i udviklingen, selv om han
trak sine runestave op efter lineal, hvad runeristerne næppe nogensinde har gjort. Arendt gjorde
springet fra den ‘typiske’ til den ‘individuelle’ runetegning. Det turde — ligeledes med Wimmer
— have mindre interesse at pápege, at flere af autodidakten R. H. Kruses runetegninger er
»ganske net og omhyggelig udforte, men dog langtfra tilfredsstiller nutidens fordringer«. Væsent-
ligere er den omstændighed, at Kruse gennemlober hele udviklingen fra Arendts lineal-runer til
den naturalistiske tegning, — samt en undersogelse af, hvorledes han var som runelæser og
-undersoger.
Tyngdepunktet i Skonvig I—II er imidlertid detailgennemgangen og vurderingen af Skonvigs
tegninger, deres læsningers bærekraft og kildeværdi. Utvivlsomt vil den her fremforte kritik af de
resultater, andre forskere er náet til pá grundlag af disse tegninger, godtgore, hvor vigtigt det er
at fá en tilbundsgáende undersogelse af dette for runologien sá betydningsfulde illustrationsstof,
som kildemæssigt sætter de fleste af Worms ‘tegninger’ og læsninger helt ud af spillet.
Thi ogsá her gælder det, at kun en helhedsbetragtning af Skonvigs virksomhed, hans mál og
midler, i forbindelse med en detailleret undersogelse af de forhold, der gor sig gældende ved hver
enkelt tegning, giver mulighed for en objektiv bedommelse af vort ældste runologiske kildema-
teriale.
Nært knyttet til problemerne vedrorende runetegningerne er sporgsmálet om disses reproduk-
tion. For den i »Danmarks Runeindskrifter« anvendte autokliché overforte man, som bekendt,
med hánden originaltegningerne til træstokke eller metalplader. Det afsnit, der behandler repro-
duktionsteknikken og reproduktionerne i Worms runeværk, har muligvis interesse ud over den