Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 227

225
Tilfældigvis kender vi gennem de Teil-
mannske erindringer om Arendt1) dennes
interesse for Læborg-stenens hammer og
hans mening om dens brug: Ravnunge
Tues hammer »paa Læborg Kirkegaard var
af yderste Vigtighed — den havde været
af Jern, veied 3 til 5 pund, og med en
saadan Hammer var A. forvisset om han
selv kunde ridse Runer saa ingen kunde
kjende Forskjæl. Mærk den lille [spids pá
hammerhovedets overside]. Hammeren má
fores som en Perpendikel ud fra Dem eller
ind imod Dem, og noget Vand paa, da vil
Stenen ei springe. Men bruges der Meisel,
eller Betel og Hammer, da vilde Skjæl lose
sig i Kanterne, Luften vilde virke forstyr-
rende ved de smaa Afskalninger — men
betragt nu Runerne — De faar den ikke
skarpe, men jævne Kant ...«. Ifolge de
samme optegnelser mente Arendt, at ham-
meren pá stenen var tegnet i naturlig stor-
relse; risteren havde »af Erkjendtlighed«
lagt den pá stenen og afridset den.
Det fremgár heraf, — hvis hofjæger-
mesteren harforstáet og refereret rigtigt —,
at runerne efter Arendts mening har været
ristet med den lille spids foroven pá ham-
merhovedet, idet risteren lod hammeren
svinge frem og tilbage, sáledes at spidsen
sá at sige skrabede runefurerne, efter at
stenen forst var vædet med vand. Denne
tanke er ligesá absurd, som den er fantasi-
fuld; men der er det rigtige i den, at vikingetidens runer virkelig er liugget med hammer og ikke
med mejsel. Denne hammer har, som tydelige spor fx. pá Hobro-stenen (se Skonvig I fig. 68)
eller Árhus-stenen 6 (se DR. Atlas fig. 189 og 191) viser, været en spidshammer, ja, selv pá
Fovling-stenen (DR. fig. 74), en romansk gravsten, kan den samme teknik iagttages, og heri-
gennem viser runerne sig som direkte efterkommere af helleristningerne, hvis brede, grunde linjer
tydeligt ses at være blevet til under spidshammerens slag. Tydelige exempler pá denne »helle-
ristningsteknik« i urnordiske runeindskrifter ses passim i W. Krause: Runeninschriften im álteren
Lœborg-stenen.
Arendts tegning 1812 i Nationalmuseet.
x) Arv og Eje. 1957. p. 89 í.
15