Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 27

25
tanken om at efterligne de enkelte runer Skonvig fjernt1), vel fordi det har forekommet ham unyt-
tigt, hvis han overhovedet har tænkt over det; det er temmelig sjældent, at han som her ved
Tillitse-stenen »kopierer« en særpræget rune (de store punkter i e-runerne), og som regel fjerner
træskæreren da ogsá brutalt alle forsog pá afvigelser fra normen.
Hvad Worms tolkning angár, er den let nok at kritisere; men enhver filolog vilde, selv med
nutidens sprogkundskaber, være ilde faren over for et grundlag som sunaR for su iaR og þenu
for konu, og det má ikke glemmes, at Worm var pioner og i virkeligheden aldrig kom ud over
elementariets stadium, hvad angár det gammeldanske (for ham islandske) sprog (jfr. p. 126).
Heller ikke má man dadle ham, fordi han dedicerer Tillitse-stenens tolkning til Christoffer Urne,
nár han i figuren pá D-siden tror at finde Urnevábenet. Den særlige tilfredsstillelse, han finder ved
at kunne bringe runeindskrifterne i forbindelse med kendte historiske personer eller begivenhe-
der2), var ikke egen for ham, men har troligt fulgt runologien (og andre videnskaber) til de seneste
tider, ikke blot her i Danmark; ogsá Wimmer, hvem ovenstáende (frie) citat skyldes, har hen-
givet sig til denne tilfredsstillelse3).
Forlader vi nu runologiens pionerer og springer 150 ár frem i tiden, finder vi den næste tegning
af vor sten, gjort af Langebeks beromte antikvariske tegner, Soren Abildgaard, 1765. Selve ud-
forelsen vidner strax om, at tegneredskabet falder ham bedre i hánden end Skonvig; men hvad
runernes individualitet angár, er der ikke sket noget fremskridt. Med hensyn til læsningen ses
det, at alle Skonvigs smáfejl (sáledes má man nemlig for den ticl betegne læsninger som lit resi
for let resa etc.) er rettede, og uitrint su iaR er rigtigt læst, men til gengæld har Abildgaard
et par nye, helt uforstáelige fejl: i stedet for stanta har han slanta, ubetydeligt, nár man ser
hen til forskellen mellem T og 1, men skæbnesvangert for forstáelsen; skilletegnene er ogsá over-
set og punktet i meþ; mærkelig er fejlen hkn for hans og odelæggende mtkanl for migael.
Af side C og toppen har Abildgaard, som nævnt, ikke kunnet give nogen tegning; men dennes ud-
slidte runer havde han næppe klaret.
Kornerups tegning derimod betegner et virkeligt fremskridt i forhold til forgængerne: her
finder vi for forste gang en til moderne krav svarende tegning. Kun topindskriftens forvitrede
þoru har han ikke kunnet læse; de ovrige fejl er smátterier. Hans tegning betyder ogsá et kunst-
nerisk fremskridt, idet báde sten og runeformer er individualiserede; men tegningen mangler
saft og kraft.
Endelig, med Magnus Petersens tegninger er vi náet til det ypperste, der er præsteret med
hánd og blyant. Med pinlig nojagtighed prenter han de enkelte runetegn, idet han soger at efter-
ligne hver runes særegne karakter sá noje som muligt, ligesom stenens mál og struktur er for-
træffeligt gengivet. Den lille fejl iskil for eskil skyldes sikkert momentan uopmærksomhed,
men den giver i en noddeskal tegningens storste svaghed i forhold til et fotografi.
Thi selv Magnus Petersens beundringsværdige tegning kan som dokument ikke komme op pá
siden af det optrukne fotografi4), nár det gælder gengivelsens nojagtighed. Penselen har her
P Et ganske analogt tilfælde kan nævnes fra National-
museets gravstensafskrifter nuomstunder. Princippet er her
at afskrive indskrifterne med de bogstavtyper, der findes
pá stenene, altsá versaler med versaler, fraktur med frak-
tur etc., men om nogen egentlig efterligning af de enkelte
bogstaver er der kun tale i ganske særlige tilfælde.
2) Wimmer: Om undersogelsen og tolkningen af vore
runemindesmærker. 1895. p. 24.
3) Jfr. Lis Jacobsen, i FestskrErslev. 1927. p. 106.
4) Betegneisen »optrukket fotografi« bruges i denne bog,
nár ikke andet udtrykkeligt siges, om et fotografi af en
sten, hvor runerne er opmalet pá selve stenen.