Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 138

136
Sikkert er blot, at Skonvig i næsten 10 ár ikke har fort sine boger og i alt fald i de sidste par ár
ikke har kunnet passe sin bedrift.
Intet spor efter Danmarks (og Norges) forste rejsénde runetegner er bevaret i hans to kirker1).
I Haslev blev prædikestolshimlen opsat i hans præstetid; men den har kun fáet plads til initialer
og váben for hovedgárdens ejere. End ikke Skonvigs gravsten findes mere.
Den detailgennemgang, der p. 21 ff. er foretaget af de tre danske hefter, viser sá at sige pá hver
side, hvór indlysende rigtig Orlufs (og Marius Kristensens) opfattelse er, at disse hándskrifter
har været grundlaget for Worms redaktion, ja, det er sá indlysende, at man ikke forstár, at en
forsker som Marius Kristensen kunde blive stáende ved sit usikre resultat. Og skulde man endelig
onske et direkte — ganske vist overflodigt — bevis pá, at disse hándskrifter virkelig har været i
Worms besiddelse, behover man blot at slá op pá bl. 3V i 367 fol. (jfr. I, 40 fig. 56 yderst tilhojre),
livor man vil skimte Worms tolkningsforsog af indskriften pá Magnus’ gravsten i Framlev, skrevet
med hans karakteristiske hánd.
Hvis vi nu vil soge at finde ud af, nár Skonvig begyndte sit hverv som Worms omrejsende
runetegner, og nár de enkelte hefter er blevet til, har vi forst og fremmest missivet af 17. maj
1627 til bispen i Skáne (p. 130f.) at holde os til, hvortil kommer, at Skonvigs tegning af Strö-
monumentet (p. 93) danner grundlag for træsnittet i Worms 1628 udkomne monografi om disse
stene2). Dernæst kommer biskop Hans Michelsens dagbogsnotits om Skonvigs Fynsrejse 9. au-
gust 1627 og endelig det her p. 132 anforte brev fra Worm til kansleren, der er skrevet mellem
26. oktober og 4. november 1629, livor Worm nævner, at Skonvig máske — inden han tiltræder
sit eventuelle embede — vil aftegne det, som endnu er tilbage i Jylland. Hermed kan Worm kun
mene, at Skonvig endnu manglede nogle undersogelser i Jylland, og at han havde lovet at foretage
endnu en rejse, hvis den hábede embedsbesættelse levnede ham tid. Det kan nemlig ikke være
rigtigt med Orluf3) at slutte, at Worm med den nævnte passus i brevet »vistnok tænker paa, at
Præsteberetningerne fra Ribe Stift endnu ikke var indkomne«; det var de nemlig heller ikke fra
Álborg stift, og hvad Viborg stift angár, da ved vi ikke, om der nogensinde er indgáet beretnin-
ger, da ingen er bevaret. Det er derfor troligt, at Worm, da han 1629 skrev sit brev til kansleren,
forlængst havde opgivet hábet om at modtage præsternes indberetninger fra de manglende
stifter, sá meget mere som beretningerne fra de ovrige omráder var indgáet allerede eet og to ár
efter 1622-reskriptet. Worm har da pá anden máde skaffet sig underretning om runestenene i de
págældende stifter, og vi ser da ogsá, at Skonvig i hefte 367 har sex stene fra Álborg og sex fra
llibe stift. Ordningen i heftet er: Árhus, Alborg, Viborg og Ribe stift, den samme som i Worms
trykte text; men da, som foran omtalt (p. 18), stenenes ordning inden for de enkelte stifter er
vilkárlig, kan stifternes rækkefolge ogsá være det, og man kan derfor ikke uden videre slutte, at
det var Ribe stift, Skonvig manglede, fordi det kommer til sidst. Man er kun berettiget til at
regne med, at Skonvig engang mellem 1629, efter at Worm havde skrevet sit brev til kansleren,
og 1635, da Skonvig tiltrádte sit embede i Hasle-Broby, kan have gjort en sidste undersogelses-
J) Danmarks Kirker V. Soro Amt. p. 565 ff., 588 ff. vendt i Monumenta) er derimod tegnede (bl. a.) af Hase-
2) Stenene pá det kobberstukne titelblad til Fasti Danici bard, jfr. Worm: Epist. 375 og her p. 111.
1626 (sign. af Simon de Pas og 1643, med ændringer an- 3) Danske Studier. 1921. p. 24 f. note 6.