Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 109

107
Fojer vi sá til disse værker Lyschanders fejlfulde gengivelse af Tryggevælde-indskriften (Worrn
kalder den, Epist. 46, af 8. Nov. 1621, efter personlig undersogelse, for en hallucination) med en
ligesá forrykt oversættelse i De danske Kongers Slectebog 1622, er den trykte runelitteratur fra
for Christian IV.s reskript ogsá udtomt; dog har Worm desuden haft kendskab1) til en lille afhand-
ling fra 1598 af skáningen Herman Chytræus Weianus, rektor i Halmstad: Monumenta præcipua,
quæ in Schania, Hallandia et Blekingia inueniuntur, obseruata et cum historica breui enarratione
illustrata2) og til glarmester i Hornslet Albert Holsts tegninger fra begyndelsen af 1620’rne af en
del runeindskrifter fra Randerskanten (jfr. kap. 10), begge dele af meget ringe kvalitet.
Som den samler af rarieteter og mærkværdigheder, Worm var, har han sikkert tidligt inter-
esseret sig ogsá for runerne, men da vi for forste gang, i 1619, finder dem omtalt i et brev til
Bertel Knudsen3), har han ikke haft nogen tanke om at fordybe sig nærmere i studiet af dem.
Han skriver: Hvorledes behager vore Gothica [dvs. runerj dig? var det ikke noget for din gane?
efter min mening er de sandelig for gode til at forsvinde i kimærisk morke; imidlertid tor jeg
ikke ráde til at publicere dem undtagen sammen med andre lignende gravskrifter over gamle
helte og pá latin, og det et smukt latin. Máske vil de engang takke dig for deres frelse. — Med
andre ord opfordrer Worm den da 28árige provst i Lödderup i Skáne til at kaste sig over rune-
studiet og sorge for udgivelsen af indskrifterne. I en afhandling i Danske Studier. 1921. p. 25—
38, der bl.a. indeholder oversættelser i uddrag af de vigtigste herhen horende breve mellem
Worm og Knudsen, har Fr. Orluf gjort udmærket rede for forholdet mellem disse to unge for-
skere og dermed for de forste spæde spirer til det danske runestudium; hertil henvises den læser,
der finder deres latin for stram.
I de folgende ár hjælper Worm stadig Knudsen med rád og dád — de var begge lige uvidende om
runer, ligesom deres olddanske sprogkundskaber sikkert var lig nul — og driver pá ham. Det er,
som ovenfor nævnt, utvivlsomt Worm, der har inspireret det kongelige reskript til bisperne 1622,
og det er sikkert ham, der har sorget for den kongelige ordre af 17. februar 1623 til Knudsen om
at berejse Skáne, Blekinge og Halland og undersoge disse landsdeles runeindskrifter (Knudsens
Epist. p. 47 f.). Det er Worm, der 20. Juli 1623 sender Knudsen Bures tavle med en af Jiam selv
udarbejdet nogle, og det er sikkert ogsá ham, der fár den formodentlig ligesá ivrige kansler til at
beordre Knudsen tiJ at sende sine afskrifter til Worm, der atter skal lade dem gá videre til
kansJeren, utvivlsomt med kritiske kommentarer. Resultatet lcender vi; det blev Worm og iklce
Knudsen, som kom til at udgive Danmarks runemindesmærker. 1625 fár Worm selv ordre til at
foretage en runologisk rejse i Danmark, »hvor nogen Runemonumenter kan være at finde vores
danske Historier antræffende«, 1626 udkommer hans forste runologiske arbejde, Fasti Danici,
om en gotlandsk runekalender, og samme ár (Epist. 50) tilskriver han Bertel Knudsen: »Jeg
ved ikke, hvad det er for et uvejr, der har drevet mig ud pá dette antikviteternes dybe hav.
Jeg ser ikke Jiavn, men terningen er Jíastet, hvordan det sá end falder ud«.
Hvad var der da i vejen med denne Bertel Knudsen, der forst af Worm var udset til at udgive
Danmarlcs runeindskrifter? Var han virkelig for ringe, eller ligger sagen sáledes, at Worm efter-
J) MonDan. p. 200. 3) Epist. 41 f. ... interim non nisi aliis ejus generis
2) Senere publiceret i Sv. Lagerbring: Monumenta Sca- Heroum veterum elogiis permista ac Latiali eaqve compta
nensia I, 276-326. toga in publicum prodire svaserim ...