Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 64

tion abt hindredes han i at udfinde meningen af de forvitrede runer i begyndelsen af anden linje.
I tredje linje læser han nu klart þair (for þau) og þisi (for þaum). Ved denne Kruses anden
undersogelse var resultatet derfor mere nogternt, sá meget mere som han i sin vidtloftige text
kommenterer sine læsninger udforligt; og denne gang forsvandt ogsá kong Snio.
Et blik pá Magnus Petersens usædvanlig mange afvigelser (og heller ikke hans af Wimmer
dirigerede tegning er fejlfri) giver indtryk af, at Gunderup-stenens indskrift ikke horer til de
lettest tilgængelige. Runerne er ogsá flere steder, især i den svagt ristede linje 4, sá medtagne af
forvitring, at de kun lader sig læse i den gunstigste belysning. Der er derfor ikke noget at sige til,
at Skonvig sá at sige liar knækket halsen pá denne indskrift — læsningen balþur er sikkert
inspireret af det af ham selv nævnte sagn —, og bedre er det ikke gáet Kruse, hvis forste gengi-
velse, som nævnt, er pávirket af Worms snit. Det kan ogsá nævnes, at den runevante Worsaae
har en del fejl, foruden at han har givet blankt op over for linje 4 (notebog 1850). Allerede
Wimmer fremhæver kvaliteten af skolelærer Johansens tegning, som ligger til grund for Rafns
tolkning i Antiquités de l’Orient. 1856. p. 211 ff., men denne havde ogsá haft lejlighed til at
undersoge stenen i árevis, og lians læsning giver derfor intet retfærdigt sammenligningsgrundlag
for de ovrige runetegninger.
Worms snit (fig. 104) svarer i form nogenlunde til Skonvigs tegning, omend stenen er blevet
noget ldumpet; men formskæreren har her vist sin egenmægtighed ved at fjerne den hoj, pá
hvilken Skonvig har tegnet stenen, og i hvilken Abe og Tove efter indskriftens ordlyd begge
hvilede1). Utvivlsomt har hojen, som ogsá angivet af Skonvig været af ringe storrelse i modsæt-
ning til hojen, hvorpá Fuglie-stenen endnu stár (fig. 222); dette stemmer med den alminde-
lige iagttagelse, at en stor og vældig sten (sml. Glavendrup) kun anbragtes pu hojen, nár denne
var lille, ellers ved dens fod; derimod var det et overkommeligt arbejde at slæbe en mindre
sten op pá en stor hoj.
Snittet indeholder flere afvigelser fra Skonvigs tegning, som er dets eneste grundlag: det om-
vendter i risþi er vendt rigtigt, stin for Skonvigs stini, auftar for aufatar, f+þur for flþur;
alle disse rettelser skyldes formentlig formskærerens skodesloslied eller stræben efter normalitet.
Det fremgár af flere forhold i Worms manuskript, at redaktionen som venteligt er foretaget pá
grundlag af Skonvigs tegning, sáledes bemærkningerne om det omvendte r i risþi, der er fulgt
med over i den trykte text og er uforstáelige for dem, der ikke kender Skonvigs tegning, efter-
som r’et vender rigtigt i metalsnittet.
Worms oversættelse, der med det foreliggende materiale var domt til at mislykkes, lyder:
Ralderus lapidem hunc posuit in memoriam boni regis Snigonis patris sui, viri optimi, et Tufæ
matris suæ. Ambo sub hoc tumulo recubant, d.e. Balder rejste denne sten efter den gode konge
Snio, hans fader, en sáre god mand, og sin moder Tove. De hviler begge under denne hoj. — Worm
gor opmærksom pá, at han opfatter fDhn-U' som KnhniT = kununk, konge.
Om forholdet mellem Magnus Petersens tegninger i Thorsens runeværk og hans af Wimmer
x) Nár det derfor i DR. meget kategorisk hedder: »Ste-
nens oprindelige plads har været ved en hoj ... al tale om,
at stenen har stáet pá toppen af en hoj, stammer fra Worm,
der har omtydet Skonvigs meddelelse under pávirkning
af indskriftens indhold«, tor et blik pá Skonvigs tegning
(fig. 103) vise, at udgiverne af dette værk har sovet efter-
trykkeligt i dette tilfælde. En undersogelse viser, at denne
passus ikke fandtes i originalredaktionen, men er tilsat i
en sen korrektur, da man ábenbart ikke havde Skonvigs
tegning præsent.