Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 188

186
Foruden den lille fejl i rejsernavnet har Bording over det noget unojagtigt tegnede kors set en
hánd, som ikke findes pá stenen. Formsnideren har ikke normaliseret runerne. Magnus Petersens
selvstændige tegning i Thorsens runeværk (no. 52) har tuka. Worm oversætter: Thorchillus
lapidem hunc posuit in memoriam Tufæ socii sui, d. e. Th. rejste denne sten efter T., sin fælle,
og gor opmærksom pá, at mak, olim socium, comitem et amicum notat, jam vero conjugem.
I Wimmers ruueværk vil mau under alle de her gennemgáede Bordingske runeindskrifter finde
den faste kliché, at den tegning, pá hvilken Worms snit hviler, má kaldes usædvanlig god for
sin tid. Om Wimmer her taler om stenens form eller runernes gengivelse eller begge dele, frem-
gár ikke. Imidlertid passer karakteristikken (bortset fra Fovling) pá stengengivelsen, hvis form
af grunde, vi nu bedre forstár, svarer langt bedre til virkeligheden end de snit, der var gjort
efter Skonvigs tegninger, ændrede, som de ofte var, til ukendelighed af den kunstforfarne form-
snider.
Bording har, som allerede sagt, kunnet tegne, og formsnideren har kopieret hans tegninger ret
noje. Dette fremgár bl.a. af fællestræk ved snittene af Læborg og Vejlby: de ejendommelige
»foldede« partier i begge sten. Og mens formsnideren i Monumenta næsten altid har normaliseret
runerne — det gælder ogsá de Bordingske indskrifter her (dog ikke det runde u i Vamdrup 1)
—- er dette ikke tilfældet med den hánd, der har skáret stenene i Additamenta, hvor især Vejlby
viser et vellykket forsog pá runekopiering.
Hvad runelæsningerne angár, kan man konstatere, at Bording stár fuldt pá hojde med Skonvig.
Læborg-st. (der stadig er meget tydelig) er fejlfri, den vanskelige Fovling har adskillige fejl,
Vamdrup 1 er god, og pá grundlag af Vamdrup 2 kan der (med Syvs og Brunsmands hjælp)
gives en plausibel rekonstruktion. Sonder Vilstrup-stenens forvirrede indskrift unddrager sig
bedommelse, for sá vidt som stenens daværende tilstand ikke kendes; men at Bording her har
svigtet, fremgár af, at han ikke engang har læst de runer rigtigt, som Abildgárd kunde tegne. I
den tydelige Árhus 1 og den sikkert dengang meget tydelige Vejlby er et navn fejllæst, og pá
den sidste har Bording over et unojagtigt gengivet kors set en imaginær hánd.
Alt i alt kan det sikkert slás fast, at dersom Laurids Bording havde været Worms udsendte
tegner for Monumenta, havde vi fáet et runeværk, hvis stenformer i langt hojere grad, end til-
fældet nu er, havde været ægte, men indskriftsgengivelserne havde næppe været bedre.