Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 149

147
regel et forkert læst navn; 4 sten har to forstyrrende fejllæsninger: Skovlænge p. 27 og Oddum
p. 67 (to navne), VStrö 1 (de to sidste ord), og Valkárra p. 101 (et navn og de to sidste ord);
delvis tolkelige má 8 siges at være: fTorup T og M p. 56 og 59, Jelling 2 p. 69, Randers 1 p. 47,
fHobro 1 p. 51, Skárby 1 p. 85, Lösen 1—f2 p. 100, 102, og Fosie p. 104, trods svære fejl og
mangler. Helt utolkelige, eller hvor blot et enkelt eller spredte ord kan udledes, er kun tegnin-
gerne af 9 sten, hvoraf de fleste er eller har været sá udslidte og forvitrede eller fragmentariske,
at nutiden sikkert ogsá vilde have stáet temmelig hjælpelos: fLe p. 57 (har ábenbart været næ-
sten udslidt), Gunderup 1 p. 60 (er overordentlig vanskelig og end ikke rigtigt læst af Wimmer),
SVinge 1 p. 63 (det meste af indskriften er gáet til, og det endnu læselige er ogsá forkert læst
af Wimmer), fLangá 1 og 2 p. 64f. (har sikkert været udslidte), Hyby p. 84 (er særdeles vanske-
lig, fejllæst af Wimmer), StKöpinge p. 91 (er overordentlig tydelig den dag i dag), Björketorp
p/92 (med de for Skonvig ukendte runer fra overgangsalfabetet, er vanskeligt tilgængelig),
VStrö 2 p. 93 (er kun læselig i det gunstigste lys, fejllæst af Wimmer og E.M.). — Resultatet
af denne gennemgang bliver, at Skonvig har givet Worm et i det store og hele godt materiale at
arbejde med. Af den tredie gruppe, de dárlige læsninger, tor man sige, at Skonvig máske burde
have leveret ordentlige afskrifter af StKöpinge og Lösen 1; alle de andre kan man holde ham og
tiden til gode, thi de er forst blevet læst i det kunstige lys’s periode. Men det skal pá den anden
side ikke nægtes, at hans mange fejllæsninger af personnavne har hindret Worm og den folgende
forskning i at danne sig et fornuftigt overblik over vikingetidens navneformer.
Hvis ‘nogen’ alligevel, pá trods af de forudsætninger, der var Skonvigs, ogsomovenforernævnt,
skulde mene, at resultatet er kummerligt, kan man roligt pástá, at ‘nogen’ næppe under de samme
forudsætninger vilde kunne gore det bedre; desuden kan man henlede opmærksomheden pá
Skonvigs parallelhándskrifter, forst A. M. 370, livor han selv var medarbejder, dernæst 368 og
371 (jfr. ogsá Peder Syv, Johan Brunsmand og Hans Mejer (p. 193)).
A.M. 370 indeholder kun syv runeindskrifter; af disse er de tre, nemlig Worms Gierdisense
(Monumenta p. 457), Grindemsense (o.c. p. 458) og Housense (o.c. p. 461), tegnet af Skonvigs
medarbejder. Den forste má beteg'nes som tolkelig, idet naftir og kaþur let rettes til aftir og
faþur; faderens navn er derimod forkvaklet. Ogsá den anden indskrift má trods svære fejl-
læsninger siges at være i alt fald delvis tolkelig, idet ra:iaTÍ:srst:þ:na má være: rejste sten
denne; slutningen er derimod helt forstyrret ligesom den tredie indskrift. De ovrige fire tegninger
skyldes Skonvig, nemlig Worms Hopperstadense primum (o.c. p. 461), IT. secundum (o.c. p. 462),
Qvammense (o.c. p. 463) og Stediense (o.c. p. 465), hvortil kommer Strandbarnense (o. c. p. 459),
hvis runer Skonvig har afskrevet i sin text. Af disse er de to forste fuldt tolkelige, den tredie
grundigt fejllæst, den fjerde og femte delvis tolkelige. Nu er tre indskrifter (medhjælperens)
ikke meget at lave statistik pá; men sá meget kan man dog slá fast, at tegneren ikke har haft
nogetsomhelst begreb om indskrifterne hverken reelt eller formelt, ligesom det versal-T, han teg-
ner i den ovenfor anforte indskrift synes at vise, at han heller ikke har været klar over, livilke
former man kunde vente at finde i en runeindskrift.
Kommer vi til de to andre norske hándskrifter, finder vi læsninger, der gennemgáende er af
langt ringere kvalitet end Skonvigs; det gælder báde de losthenkastede tegninger i A.M. 368
og de sirlige gouacher i 371. Vi moder her i forstærket grad former, som er utænkelige i fornuf-
10*