Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 268

266
dels muligvis ved en svigtende interesse for runeindskrifter. Pá den anden side havde Skonvig en
værdig konkurrent i Laurids Bording, der, som omtalt, ogsá leverede tegninger til Worm.
Mens runetegnerne indtil begyndelsen af 1800’rne i det væsentlige kun havde interesseret sig
for den enkelte rune som en lydværdi uden at skænke formelle varianter synderlig opmærksom-
hed, sker der med M. F. Arendt et brud pá denne linje. Ikke blot var denne mand nojagtigere og
grundigere end sine forgængere, og skont han ofte tegnede runernes hovedstave efter lineal, lagde
han dog vægt pá hver enkelt runes specifikke form og type. Med Arendt holdt den videnskabelige
runetegning sit indtog, og fra nu af nærmer denne »individuelle« tegning sig gradvis idealet:
naturalistisk nojag'tighed — uden dog nogensinde at ná dette mál.
Báde hos R. H. Kruse, Chr. Zeuthen og Jacob Kornerup kan man folge udviklingslinjen fra
den linealrette, men individualiserede runeform til den naturalistiske. Hævet over alle runeteg-
nerne stár i kunstnerisk henseende Heinrich Hansen, fra hvis hánd der foreligger nogle fortræf-
felige riinemalcrier, hvis nojagtighed dog ikke hver gang stár mál med den kunstneriske udforelse.
Storst i nojagtighed blev Magnus Petersen, den ílittige tegner til alle storre, arkæologiske og runo-
logiske værker i sidste halvdel af 1800’rne. Med ham, dog forst i samarbejde med fagrunologen,
in casu L. F. A. Wimmer, nár den naturalistiske tegning sit kulmen. Wimmer greb — ligesom
tidligere C. C. Rafn og George Stephens — aktivt ind i tegningen og ‘dirigerede’ runekopieringen,
oftest til bedste for læsningens rigtighed, undertiden dog med mindre held. P. G. Thorsen publi-
cerede derimod Magnus Petersens pá egen hánd udforte tegninger uændrede.
Nár man foretager en sammenstilling af Magnus Petersen-Wimmers beundringsværdige rune-
tegninger med fotografiske optagelser, bliver resultatet imidlertid, at selv den bedste tegning ikke
i nojagtighed kan konkurrere med den mekaniske metode, ligesom tegningen ved sin udprægede
subjektivitet stár langt under fotografiet i kildeværdi. Hertil kommer, at udviklingen har med-
fort en forbedring af den fotografiske optagelse gennem anvendelsen af kunstigt lys, som tillige
giver et uvurderligt tilskud til læsningens og undersogelsens sikkerhed.
Samarbejdet mellem Worm og hans udsendte tegnere bestod blot i, at han modtog deres teg-
ninger og beretninger, der var udarbejdet efter et af ham fastlagt skema; det modtagne materiale
kom da til, sammen med eventuelle andre tegninger og meddelelser, at danne grundlaget for
hans tolkning og endelige redaktion. De fá indskrifter, Worm selv har undersogt, bekræfter ikke
den tidligere opfattelse, at hans runeværk vilde være blevet nojagtigere — her tales kun om de
danske indskrifter — dersom han selv havde undersogt og tegnet alle de deri afbildede monu-
menter. Skonvig var, som nævnt en bedre runelæser end han. Og, skont Worm ikke i sin læge-
videnskabelige virksomhed er kendt for at have haft hang til det fantasifulde, finder vi dog i hans
runestudier tendenser i denne retning, der gor os taknemmelige over, at det blev ikke ham, men
Skonvig, der kom til at foretage de praktiske undersogelser.
Intet er bedre egnet til indforing i »det lærde tidsrum«s atmosfære end Worms runeværk; intet-
steds kan man herhjemme bedre og mere levende folge videnskabens udvikling fra puppestadiet.
Thi Worm startede virkelig pá bar bund. Men hans plan og metodiske fremgangsmáde er, fraset
et enkelt punkt, hævet selv over nutidens kritik. Det var kun erfaring og viden, det skortede pá
— og mátte skorte pá.
Ejendommeligt i Worms ellers sá grundige, gennemarbejdede og omhyggelige runeværk virker