Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 16

14
sig ind, fár vi en kraftig pámindelse om ved at sammenligne træsnittene med tegningerne: her
er nemlig — bortset fra formsniderens hang til normalisering af de enkelte runeformer — næppe
een sten, der ikke har en eller anden direkte afkopieringsfejl. Selv om man ikke ud fra dette
forhold nodvendigvis má slutte, at forholdet mellem tegnerens kladde og rentegning har været
slet sá grelt — Skonvig havde dog en vis forstáelse af indskriftens indhold — má man dog regne
med, at rentegningerne indeholder ikke sá fá fejl, som ikke fandtes i de pá stedet udforte tegninger.
De sex hefter, der beror i Universitetsbibliotekets humanistiske afdeling, er af forskellig stor-
relse, men alle indbundet i ens, tarvelige papbind, der er beklædt med marmoreret papir, og har
lærredsryg og -hjorner. Bindene er alle af nyere dato, idet Fr. Orluf 1921 skriver1), at hefterne
A. M. 366, 367, 369 og 370 samt originalmanuskriptet til Worms runeværk2) alle var indbundet
i middelalderligt, nodebeskrevet pergament, da han i sommeren 1911 havde alle fem stykker
samlede pá det Kongelige Bibliotek; pá den anden side harmonerer dette ikke med den nye pá-
tegning, soin findes foran i hefterne pá det blad, der er klæbet pá papbindet; de tre hefter har
her: »Overfort dato 86«, mens kun 369 har: »Overfort dato 11«. Ogsá Worms manuskript til
MonDan. er nu indbundet i et moderne papbind — uden overforelsesdato.
Hvorledes hándskrifterne er kommet i Arne Magnussons hænder og er forblevet i hans sam-
ling, er der ingen grund til at undre sig over, nár man har oplevet, atderved en flittig professors
afgang eller dod er blevet kort et storre eller mindre vognlæs lánte boger tilbage til de respektive
biblioteker og ejere. Der er kun grund til at være taknemmelig over, at hefterne gennem denne
nidkære samlers ulyst til at aflevere, hvad han een gang havde fáet fingre i, blev reddet fra den
brand, der 1728 fortærede Worms bogsamling sammen med sá meget uerstatteligt i hovedstaden.
Inden vi gár over til en beskrivelse af de enkelte hándskrifter, kan vi lige sá godt med det
samme robe, at de ‘danske’ hándskrifter, A. M. 366 (Lolland-Fyn), 367 (Jylland), 369 (Skáne-
Blekinge) og tildels det ‘norske’ 370 (Bergen stift) skyldes den mand, der stár forst pá titelbladet
af denne bog, Jon Skonvig, hvorfor vi vil begynde med dem. Bestemmelsen af tidspunkterne
for deres affattelse hænger dog sá noje sammen med det rent historiske faktum, at Skonvig blev
Worms runetegner, at dette sporgsmál forst vil blive behandlet i kapital 6 om Skonvig. Her vil
vi derfor nojes med en almindelig beskrivelse af hándskrifterne samt en kort redegorelse for
indskrifternes indbj'rdes orden; denne sidste nodvendiggor desuden nogle overvejelser over,
hvorledes rentegningen er gáet for sig.
A. M. 366 fol. Lolland-Fyn. 19 blade (dvs. 9 dobbeltark + 1 enkelt), af hvilke det forste og
sidste er klæbet fast til bindet; det forste og de tre sidste frie blade er blanke. Papiret er af ret
svær kvalitet, med »botterand« pá den ydre langside, kluntet afklippet foroven og forneden.
Yandmærket er et af en slange omslynget latinsk kors, der hviler pá et naivt tegnet, valmtags-
afdækket hus eller skrin med jernbesláet dor3).
Bladene máler 28,7x19,5 cm. Pá det forste, fastklæbede blad læses med moderne hánd:
»AM. 366, fol. — Overfort: 13 bl. 17/5 86«, hentydende til en rodblækspaginering fra 1—13, der
kun betegner de beskrevne blade, ialt 13 af de 17 frie.
J) Danske Studier. 1921. p. 25. 2) GlIíglSaml. 2370 zier of Basle« (W. A. Churchill: Watermarks. 1935. no.
4:to (Kgl. Bibl.). 3) Af de nævnte vandmærker, der alle 287). For vandmærket i 370 fol., jfr. dog Edw. Heawood:
er udenlandske, er det kun lykkedes mig at finde »Cro- Watermarks. 1950. no. 606. (»1601 or after«).