Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 231

229
Ulejligheden med at aftegne Stursbol-revnerne, der ikke har mere lighed med runer end sá
mange istids-skuringer, fár en forstáelig baggrund, nár vi henviser til Essai sur les Pierres sépul-
crales et les Tesséres sacrées des anciens Slaves du Meklenbourg [1808] par M. F. Arendt, en af
Arendts fá afhandlinger, til hvilken manuskriptet findes i hans efterladte papirer (llte afd.).
Her tolkes forskellige tegn og kragetæer, hvis udseende ikke stár meget tilbage for Finn Magnu-
sens »runer« i Runamo, som regulære runetegn, der danner slaviske ord, fx. »Sieba, divinité
Slave, patronesse sans doute de la femme« (Arendt mener i ovrigt, at det er det slaviske navn for
Sif, Thors kone), eller »zirni... pleinement zirnitra, bien connu comme formule magique, em-
ployée ici pour mettre le tombeau á l’abri des violateurs«.
Ligesá fantasifuld er mauuskriptet til et foredrag (i samme læg), som Arendt læste 1809 »á
l’Assemblée de l’Académie Celtique« i Paris: »Remarques sur les Plateaux circulaires construits
de cailloux qui se trouvent au Nord de l’Europe; supposés d’avoir servi aux premiers Habitans
connus de ces contrées, pour y allumer le Feu du Culte, qu'ils rendoient aux Astres«.
Men der lever idag udmærkede forskere, der læser kragetæer pá urner som runer, og forhisto-
rien er ogsá i vor tid rig pá hypoteser, der máler sig med Arendts.
Noget egentligt bidrag til losningen af runernes gáde kunde Arendt ifolge sagens natur ikke give,
da det ældre runealfabet sá at sige ikke var »opfundet«. Her var han præget af sin samtids syn,
der vendte sig mod det nære osten. At hans tanker har kredset meget om guldhornet og dets ind-
skrift, fremgár af de Teilmannske erindringer1), men herom havde han kun dunkle anelser.
Mod slutningen af sit liv havde Arendt flere gange udtalt, at nu vilde han kun foretage et par
rejser til for at verificere et eller andet, sá vilde han sætte sig ned og skrive, samle det, han vidste.
Men Arendt var ikke gjort af det stof, der avler tykke boger, og den anekdote om, at han i et
gærde liojt oppe i Lapland skulde have gemt fire tykke bind, af hvilke han senere hentede eet
og nedlagde et andet sted i Europa, kan sikkert betegnes som en skrone, opstáet af forblommede
bemærkninger fra Arendts side. Han havde ikke fáet sin grammatik færdig, om han sá var blevet
90, sikkert ikke engang fáet begyndt pá den. Han var ikke systematiker; stundeslos var han i sin
antikvariske færden, lod sig rive fra det ene til det andet: oldtidsminder, præsteportrætter, grav-
sten, kirkeklokker, kirker, monter, boger, hándskrifter etc. etc. Utroligt, hvad den mand har
vidst; men da han aldrig arbejdede málbevidst i længere tid, og da han altid kun gjorde, hvad
der morede ham, drog derhen, hvor han havde lyst, nár ikke noden drev ham til at arbejde, hvor-
dan skulde han da fá stunder til at skrive?
Men hans hu stod heller ikke til at skrive for folk, der alligevel ikke forstod ham. Om 50 ár vil
man begynde at forstá mig, men forst om 100 ár lader man mig vederfares retfærdighed; nu stár
jeg 25 ár eller mere foran de andre — skal han have udtalt2). Derfor vilde han hellere holde
begejstrede foredrag (og sikkert helst for lægfolk), gore rede for sine ideer og bidrage sit til, at
den vágnende sans for oldtiden blev til interesse, der atter reddede ting, som ellers vilde gá deres
sikre undergang i mode. Og i denne apostelgerning har Arendt sikkert udrettet meget.
I vor oversigt har Arendt plads forst og fremmest som runeundersoger. Der er han skelsættende,
og der fik han ret i sine profetier om sig selv; thi forst smá 100 ár efter ham blev hans synspunk-
ter knæsat af Wimmer.
x) Arv og Eje. 1957. p. 90, 93. 2) Arv og Eje. 1957. p. 93.