Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 15

INDLEDNING
Bogens kerne er de sex hándskrifter i den Arnamagnæanske Samling, 366—371 fol.1), af hvilke
366, 367 og 369 indeholder de danske indskrifter, mens de ovrige omfatter de norske2). Det er
et for dansk og norsk runeforskning overordentlig vigtigt materiale, der hermed gores offentligt
tilgængeligt, idet disse sex hefter er det væsentlige og originale grundlag for det forste danske
runeværk, dvs. det forste runeværk overhovedet, Ole Worms Danicorum Monumentorum libri
sex, Kobenh. 1643.
Gennem disse hándskrifter fár vi et noje indblik i tilblivelsen af Worms beromte værk; vi er
i stand til at trænge ind i forfatterens studerekammer, folge hans arbejdsmetode, konstatere
hans, og dermed tidens, videnskabelige principper. Vi har endvidere her fáet et enestáende
materiale til forstáelse af formsniderens uanede selvstændighed pá den tid over for forlægget
og til bedommelse af hans nojagtighed, og forst og fremmest er vi, hvad de forsvundne stene
angár, kommet dem et trin nærmere, idet man nu kan springe Worms træsnit3) over, nár det
gælder tolkningen af en tabt indskrift og gá direkte til originaltegningen. Det samme kan ikke
siges om de oplysninger, der altid ledsager tegninger og træsnit, idet disse ofte findes i fjddigere
form hos Worm; enkelte gange kan det dog være nyttigt at afkontrollere hans latinske text
med hándskrifternes danske. Det gælder sáledes Worms latiniserede stedsbetegnelse for den
skánske Fosie-sten (her p. 104) . . . ad Rusticorum compotatoriam exornandum tabernam, som
Wimmer (der ikke kendte det Arnamagnæanske hándskrift) genoversætter (DRM. III, 117)
. . . ved kroen, mens AM 369 har: ved Bonderniss Gildiss Hauss.
Eet skridt er vi kommet stenene nærmere gennem hándskrifternes tegninger. Vi kunde være
kommet dem endnu nærmere. De págældende hefter er nemlig, med undtagelse af A. M. 368,
rentegninger, og det siger sig selv, at som kildemateriale havde det været endnu værdifuldere
at have haft tegnernes kladde fra undersogelsen i marken, sá meget mere som man i mangfoldige
tilfælde i hefterne stár over for fejl, der ikke synes at kunne være opstáet ved afkopieringen af
runeindskriften pá stedet, men snarere má antages at være kommet ind, da tegneren ved sit
skrivebord kopierede sin kladde. Dette gælder fx. sikkert en fejl i A. M. 367, livor DLogum-
indskriften gengives hirulfR i stedet for hairulfR (p. 69) og, i samme hefte, muligvis læsnin-
gen af den store Jelling-stens tanmurk for tanmaurk (p. 71) o. m. a. Det siger derfor sig selv,
at man má gá til disse »originaltegninger« med stor forsigtighed, nár det gælder at bestemme en
læsning pá en nu forsvundet runesten, idet man foruden med eventuelle læsefejl ved selve under-
sogelsen ogsá má regne med skrivebordsfejl under rentegningen; og hvor let sádanne kan snige
Afskrift af 366 fol. findes i NyKglSaml. 726n, 4: o og 3) Skont afbildningerne i Worms runeværk kun und-
i NyKglSaml. 474 fol. Afskrift af 367 fol. findes i NyKgl tagelsesvis er træsnit, vil denne betegnelse dog oftere blive
Saml. 475 fol. og af 369 fol. i Kalls Saml. 639, 4:o. anvendt, hvor der ikke ligefrem er tale om fremstillings-
2) Disse, der er publiceret i Skonvig I, 163—234, vil teknikken, der er droftet i kapitel 7.
ikke her blive gjort til genstand for nærmere omtale.