Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 142

140
Det er derí'or nodvendigt at blive klar over dette kildestofs bæreevne. Men for at opná denne
klarhed má man have et vist kendskab til praktisk epigrafi, ligesom det er umuligt at vurdere
Skonvig rigtigt uden at tage hensyn til de forudsætninger for hans arbejde, der er skabt af tiden,
og de krav, der stilledes til ham: Hvor meget kan man med grund forlange af disse forste rune-
afskrifter ?
Grundlaget for vurderingen af Skonvigs pálidelighed er den gennemgang af de danske hefter,
der findes p. 21 ff. I billedbindet er alle tegninger af de bevarede indskrifter stillet sammen med
E. M.s fotografier, men for de vestensundske stenes vedkommende ogsá ofte placeret ved siden
af senere tegninger, sáledes at der er fremlagt et rigt materiale til bedommelse af Skonvig som
tegner og runelæser.
Som tegner kan vi hurtigt blive færdige med ham: han er nemlig i enestáende grad blottet for
kunstnerisk evne. Hans stenkonturer giver kun et rát billede af stenen, der tit er opfattet i helt
forkerte forhold. Tag f. ex. Bregninge-stenen, Lolland (fig. 12), der i virkeligheden er bredere,
end den er hoj; Skonvig har konturernes forlob nogenlunde rigtigt, men der er stort misforhold
mellem hojde og bredde. Ronninge-stenen, Fyn (fig. 27), er blevet en hoj, smal tarm. Den smukt
formede DLogum-st., Sonderjylland (fig. 129), fremtræder som et misfoster, hvis konturer intet
har med virkeligheden at gore, og det samme gælder den statelige Tullstorp-st. (fig. 156), eller
dcn trekantede Báresjö-st. 1 (fig. 159), eller atter den klumpede Hyby-st. (fig. 168), alle Skáne;
den sidste ligner i Skonvigs gengivelse nærmest en langstrakt nissehue. Dette forhold hænger
sikkert ikke blot sammen med Skonvigs mangel pá tegnefærdighed, men bunder i en total brist
pá evne til at opfatte proportioner. Ved Tullstorp, Bjáresjö og enkelte andre sten er der dog sá
store afvigelser, at man má formode, at Skonvig i disse tilfælde enten har glemt at tegne stenens
omrids eller i alt fald skitseret den sá loseligt, at han ikke har været i stand til at genkende den
ved rentegningen.
Hvor forsigtig man imidlertid skal være med at kritisere de Skonvigske tegnekonturer, viser
hans gengivelse af Grensten-st. (fig. 117) stillet over for E. M.s fotografi (fig. 119). Det forste
indtryk er stenenes absolutte ulighed: pukkelen til hojre mangler, toppen synes ujævnt afsláet,
men fodenden er viist. Et nojere eftersyn godtgor imidlertid, at tegningen i virkeligheden er
korrekt med de smáafvigelser, man nu má holde en hastig frihándstegning til gode. Stenen ligger,
siger Skonvig, foran kirkens dor. Hans tegning viser den anbragt pá den ene side, toppens for-
revne form angiver, at den er skjult af et eller andet; stenens nedre, halvrunde ende tjener til at
fremhæve forskellen mellem tegningen, hvor den ses, og fotografiet, livor den er usynlig.
I almindelighed giver Skonvig en perspektivisk — eller halvperspektivisk — skitse af stenen,
men det er hojst forskelligt, som perspektivet falder ud, dog sjældent sá voldsomt som ved Upp-
ákra (fig. 213) og Fosie (fig. 225). Ved Strö-monumentet (fig. 195) er perspektivet kun antydet
ved fire af syv sten. Om en sten stár eller ligger, kan man ikke uden videre se af tegningen, hvis
ikke der er angivet græs eller jordsmon ved en af dens sider. Det afhænger nemlig ganske af, om
Skonvig anbringer sig ved siden eller for enden af stenen, mens han tegner. I ovrigt henvises
til p. 48ff. og p. 51 f., under Randers 1 (jfr. fig. 69) og fHobro-st. 1 (jfr. p. 73), hvor dette sporgs-
mál viser sig at være ganske betydningsfuldt.
Det kan ikke med sikkerhed siges, hvorledes Skonvig er gáet til værks med sin kladdetegning,