Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 195

Kapitel 13
IiANS BERNTSEN MEJER
1606—o. 1660.
Hans Mejer, præceptor for to fyrstesonner, poeta laureatus Cæsaris, rektor i Ribe (1640—47),
privatmand (1647—50), hemmeligt sendebud for Frederik III. til Corfitz Ulfeld i Kobenhavn
ved Christian IV.s dod1), selv dod som konrektor i Bordesholm o. 1660, var son af rektor, senere
sognepræst ved S. Petri i Kobenhavn, Bernhard Mejer. Hans Mejer fodtes i Haderslev 1606,
deponerede i Rostock 1627, blev indskrevet ved Kobenhavns universitet 1628, ved Leidens 1630,
tog magistergraden i Kobenhavn 1643 og var kendt som en god latinsk poet2). Christian IV. karak-
teriserer ham i et brev3) som en hoffærdig æsel, der færdes for meget i letfærdigt selskab, og da han
1647 uden videre forlod sin rektorpost i Ribe, vistnok pá grund af en kærlighedsaffære, udtalte
kansleren4), at han dog ikke befandtes dygtig skolen videre at forestá. Ingen af disse udtalelser
behover imidlertid at opfattes som en karakteristik af Mejers evner og begavelse, idet kongens
temperamentsfulde udtryk nok sá meget vidner om moralsk forargelse og en almindelig irrita-
tion, hvis baggrund vi ikke kender, mens der i kanslerens ord vel kun kan lægges den rimelige
dom, at Mejer efter romningen ikke var duelig til at lede skolen for fremtiden. Muligvis har poeten
Mejer ikke altid harmoneret med skolemanden M., men dum har han ikke været, og en kendsger-
ning er det, at der under hans rektorat dimitteredes flere studenter fra Ribe end báde for og
efter, og han led ikke den tort, som overgik efterfolgeren, at universitetet klagede over de Ribe
studenters manglende dygtighed og truede med at sende dem tilbage, hvis de ikke for fremtiden
blev bedre. Samtidig kan ogsá bl.a. henvises til Mejers elev, Ole Borchs, rosende ord om hans
undervisning i latinsk poesi5).
Den menneskelige egenskab, der er vigtigst, nár det gælder afskrift af runemindesmærker, er
imidlertid en pinlig nojagtighed isprængt en passende grad af pedanteri, og med ovenstáende i
erindringen vil det blive med en vis skepsis, vi nærmer os Hans Mejers runologiske virksomhed.
Ifolge Vita Iohannis Meieri6), der er grundlaget for alle folgende biografiske behandlinger af
Mejer7), er det i árene mellem rektoratet i Ribe og konrektoratet i Bordesholm, altsá 1647—50,
0 Dr. med. Otto Sperlings Selvbiograti (1602—1673),
oversat i Uddrag ved S. Birket Smith. 1885. p. 133 f.
2) Jfr. hans ærevers til Worm i Regum Daniæ Series
duplex 1642 og i Monumenta Danica.
3) Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve, ed.
C. F. Bricka og J. A. Fridericia 1641—44. 1883—85. p.
341 f., 14. maj 1643.
4) Jfr. J. Kinch: Ribe Bys Hist. og Beskr. II, 1884, p.
461 f.
5) Dissertatio de Poetis. VII. 1681. § 223, jfr. ogsá Johs.
Olavii elegi, delvis gengivet i Vita Iohannis Meieri og hos
Moller (jfr. nedeníor).
6) GlKglSaml. 3022, 4:o, fire kvartsider, fra o. 1700,
egentlig et foldet folioblad.
7) Tidligst J. Moller: Cimbria Literata I. 1744. p. 400 f.,
hvor der under Inedita nævnes Collectio Monumentorum
Daniæ Runicorum, ab. Ol. Wormio omissorum, qvæ MS.
in Bibliotheca Pet. Resenii, Academiæ Hafniensi donata
superest, og, sidst og udforligt, af Bjarn Kornerup, i Ribe
Katedralskoles Historie I. 1947. p. 403 ff.
13