Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 60

58
E. M.s læsning:
SideA: þulfr : risþi : stin : þansi
iftÍR : raþa : bruþur : sia : harþa
SideB: kuþan:trik
auftÍR
Skonvigs afvigelser:
truk :
Tholv rejste denne sten efter sin broder Rade, en meget velbyrdig ‘dreng’.
Skonvigs tegning af den endnu tydelige og klare indskrift — de overste runer stár dog lidt
svagere end de ovrige — má trods de angivne fejl kaldes god; ogsá stenens form er nogen-
lunde veltruffet, som man ser, tegnet i liggende stilling; endvidere er der for en enkelt runes
vedkommende — b — gjort et vellykket forsog pá at angive den individuelle form med
vidt adskilte bælge. Hvad fejlene angár, er der sluppet et skilletegn med efter þansi (máske
forst tilsat i rentegningen), og ved trik har k-runen fáet en bojning ind mod det foregáende i,
hvorved binderunen uk er fremkommet og med den Skonvigs yndlingsform af dette ord: truk,
der plagede Worm sá svart. Formen auftÍR for iftÍR er derimod ikke let at fatte ved forste
ojekast; men forholdet er ábenbart, at Skonvig har set helt galt pá forbindelsen mellem de to
runelinjer; buen foroven til venstre má have tegnet sig for ham som et a (der er altid en fordyb-
ning i en granitsten, der kan tages for en bistav), hvorefter det er klart, at buen til hojre sammen
med i-runen er opfattet som u. Skonvig har næppe trukket runerne op med kridt, for han afteg-
nede dem, thi sá vilde han sikkert have fáet det fornodne overblik over indskriftens forlob. Det
er ogsá lærerigt for forstáelsen af indskriftens tydelighed, at R. FI. Kruse (fig. 95) læser præpo-
sitionen som ifuR (jfr. i ovrigt kapitel 16).
Worms snit (fig. 94), der gengiver stenen stáende og i en form, som holder sig nogenlunde fast
til Skonvigs, er som vanligt udstyret med smá skonhedsforbedringer: forneden er rammestregerne
gjort lige lange, linjen foroven er blevet helt fejlagtig, Skonvigs rigtige sia (runeristerens fejl
for sin) er blcvet rettet til det sprogrigtige sin (Worms rettelse), og endelig er b’et med de ad-
skilte bælge normaliseret (træskærerens rettelse).
Worm oversætter: Dulfer lapidem hunc posuit fratri suo Radano diis fido, d.e. D. rejste denne
sten efter sin broder R., der var tro mod guderne (sml. p. 125). Worm gengiver ogsá den af
Skonvig meddelte tradition om Runehoj og oplysningen om præstens fund, af hvilket han slutter,
at Radanus er blevet hojlagt pá en tid, da man ikke begravede, men brændte de dode.
R. H. Kruses tegning (fig. 95) har foruden den ovenfor omtalte fejl ííur ogsá Iæsningen truk
i’or trik, sikkert inspireret af Worms snit.
Fra Magnus Petersens hánd stammer to tegninger, en fra 1869, publiceret i Thorsens rune-
værk, og en fra 1877, dirigeret af Wimmer og gengivet i DRM.; den forste har overset skille-
punkterne to steder, er ellers rigtig, hvad indskriften angár, hvorimod stenens form knap er sá
heldigt gengivet. Tegningen i DRM. gengiver indskriften sá rigtigt, som en tegning nu engang
kan, men ogsá her kan man rette en svag kritik mod opfattelsen af stenens form. Man henvises i
ovrigt til kapitlet om Magnus Petersen p. 245í.,hvor de to tegninger sammenstilles og gennemgás
dctaillerct.