Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 96

94
Strö-indskrifterne har den særlige interesse for runologiens historie, at de var de forste, Worm
behandlede i en storre afhandling (jfr. ovfr.), idet han i indskrifternes tuþr fandt navnet Thott,
som han mente mátte være stamfaderen til slægten Thott, der levede o. 290 e. Kr. Hans over-
sættelse af no. 1 lyder: Patricius runicas hasce literas sculpi curavit in memoriam Asurii fratris
sui; jam hæres factus est Toro, d.e. P. lod hugge disse runer efter sin broder A.; nu blev T. arving.
No. 2 oversættes: Patricius lapidem hunc sculpendum curavit in memoriam Toronis et Ebonis,
d.e. P. lod luigge denne sten efter T. og E.
fGUMMARP-STENEN
Gammaltorps sn. Listers hrd. Blekinge (Worm p. 219, DR. no. 358, Skonvig I, 143).
Skonvigs tegning (fig. 198) máler 11,1 em. Desuden findes der afskrifter af Peder Syv og
Brunsmand til Resens Atlas (fig. 200, 201), udfort o. 1685, da stenen var fort til Kobenhavn;
begge disse afskrifter (især Brnnsmands) stár langt under Skonvigs, som de i ovrigt er pávirkede
af gennem Wonns snit. Dog er de ikke uden værdi, idet de sikrer den rekonstruktion, der kan
foretages efter Skonvigs tegning.
Skonvigs læsning:
1. ÍAþuwolAÍA
2. SAte
3. ?tA(b)Aþrha?
4. f f f
Rekonstruktion:
hAþuwolAÍA(R?)
SAte
stAbAþria
f f f
Oversættelse 1:
Oversættelse 2:
Hádulv satte tre stave f f f [Efterj Hádulv. [NN] satte tre stave f f f
Oversættelse 2 regner med, at der er sláet et stykke af stenen forneden, hvorved nogle runer
er gáet tabt. — Denne indskriftsgengivelse er et godt exempel pá, hvor liojt Skonvig stár (kan
stá) over andre runetegnere; mens det vilde være umuligt at fá en fornuftig tolkning ud af Syv’s
læsning — for ikke at tale om Brunsmands —, kan man pá grundlag af Skonvigs tegning, med et
par simple, indlysende rettelser (af hvilke de to i ovrigt bekræftes af Syv’s gengivelse) fremkalde
en sprogligt meningsgivende text, hvis sandsynlighed endog styrkes af indskriftens indhold:
stregen for det forste A i linje 1 er resterne af et N (Syv har set den skrá bistav), b linje 3 i
s t a b a kan kun være rester af et B (mens s-runen bekræftes af Syvs læsning R, hvor hovedstaven
er hans eget fantasifoster ligesom det tilsvarende R i linje 2 rAte, d.e. SAte), og h i þrha (linje
3) kan pá filologisk grundlag bestemmes som I, i (da formen h er umulig i Gummarp-stenens alfa-
bet, og da runen má repræsentere en vokal, og da denne vokal kun kan være i).
Denne efter omstændighederne gode tegning er sá meget mere beundringsværdig, som Skonvig
ikke har kendt eller forstáet det brugte overgangsalfabet, og her har vi sikkert grunden til det
mærkelige vinkeltegn, han gengiver efter þ ria. Det er meget sjældent, at vi hos Skonvig — i mod-