Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 174

172
Det 1639 fundne guldhorn.
Detail af Simon de Pas’(?) stik i Worm: De cornu aureo 1641.
I Worms runeværk gor formsnideren som nævnt intet forsog pá at kopiere Skonvigs barnlige
tegninger slavisk. Tværtimod. Hvor Skonvig kun har gengivet stenen i kontur (máske fordi den
lá i et gulv eller i jorden), sætter formsnideren perspektiv pá; sten, der er tegnet liggende pá siden
eller pá ryggen, rejser han efter forgodtbefindende; har Skonvig vist en sten med perspektivside
til venstre, kan det godt falde formskæreren ind at vende perspektivsiden til hojre; nár Skonvig
har vist, at en sten er afbrudt fx. foroven, finder vi den i Monumenta hel og ubrudt, og om-
hyggeligt angivne klovhuller i bruddet flyttes med nænsomhed et stykke ind pá stenfladen og
skæres runde som prydhuller. Helt galt gár det, nár snideren selv komponerer en frit opfundet
stenkontur, enten fordi han kun har fáet selve runeindskriften udleveret som forlæg, eller fordi
han har misforstáet Skonvigs tegning. Sá kommer der artige ting frem.
Er der billeder pá stenene, bliver de — som guldhornenes heste — gengivet med den kunst,
formskæreren ráder over; han ved jo nok, hvordan en hjort (Hyby-stenen) eller en biskop (Gesing-
stenen) skal tegnes.
Havde formsnider sá endda holdt sig til disse udenværker! men selv i runeindskrifterne griber
han regulerende og normaliserende ind. I almindelighed táler han ikke særformer: nár Skonvig fx.
ved en b-rune angiver, at hovedstaven er forlænget ud over bælgene, Þ, eiler at bælgene sidder
et stykke fra hinanden B, eller hvis han omhyggeligt aftegner en m-rune med firkantet hoved, t,
regner snideren ábenbart med, at der her foreligger den samme uformuenhed i skrivekunsten
som i tegnekunsten — og normaliserer næsten undtagelseslost til B og' 9; er der endelig ensidige a-
og n-runer pá en sten (Gunderup 2), skal det nok passe, at træsnittet normaliserer dem til + og +.