Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 252

250
Selv den bedste og rigtigste tegning har den fejl, at den er subjektiv. Vor gennemgang af detail-
lerne i en af Magnus Petersens tilfældigt valgte runetegninger (p. 246) viste, at sá nojagtig den
end kunde være, den var dog ikke fotografisk nojagtig; heraf folger, at end ikke Magnus Peter-
sens tegninger altid kan bruges til skriftstudier af finere art, fx. til mester-bestemmelser. Der
henvises til artiklen Runeristere i DR.s sagregister sp. 930 ff. Den gruppe bornholmske runestene,
der her er samlet under punkt 22, og hvis ‘signatur’ er en e-rune med et særlig stort punkt, vilde
ikke kunne bestemmes pá grundlag af Magnus Petersens tegninger. Selv over for stene som Ars
og Durup (smst. punkt 8) vilde man, trods en ganske tro gengivelse af de svungne a- og n-bistave,
fole en ubehagelig tvivl, hvis man kun havde tegninger for sig.
Nár runetegningen ikke fuldtud kan tilfredsstille de krav til nojagtighed og objektivitet, vor
tid má stille, har den udtjent. Hvor heldigt, at der samtidig er sket en sádan udvikling inden for
den fotografiske videnskab, at det kunde lade sig gore at erstatte tegneren med fotografen og at
gore runologen til fotograf.
sind end Wimmer? Tanken er absurd og burde ikke være
í'remsat. Men bortset heríra bunder Lis Jacobsens syns-
punkter over for Wimmers mojsommeligt konstruerede
runelæsninger i hendes egen uerfarenhed som epigrafiker
i marken. En trænet runelæser vil vide, at der er indskrifter
sá forvitrede og drilagtige, at man sá at sige finder frem til
en ny læsning, hver gang man kommer til stenen. I visse
tilfælde kan en sádan indskrift ved et held, hvis man fár
fat i den riglige ende, give sig, i andre driller den til det sid-
ste, som tilfældet har været med SVinge báde for Wimmer
og Lis Jacobsen. Wimmer har naturligvis set det pá stenen,
som han har ladet Magnus Petersen tegne, lige som Lis
Jacobsen selv har tegnet op det, hun har set. Fejlen ved
Wimmers undersogelse var, at han i for hoj grad byggede
sine læsninger af vanskelige partier pá studiet af sine af-
tryk, og nár han kom ud til selve stenen, var det ham ikke
altid muligt at rive sig los fra dette (jfr. p. 258 f.). Men det
má ikke glemmes, at for generationen med det naturlige lys
málte aftrykket være det vigtigste hjælpemiddel — det var
dens máde at skaffe sidelys pá. Wimmers forkert angivne
runestave er udsprunget af hans stadige arbejde i hjemmet
med indskrifterne og hans ukuelige stræben efter at finde
frem til de forvitrede runerester i det mánelandskab, en
sádan stenflade — og især da SVinge — kan repræsentere.
Han vilde ikke give op. Magnus Petersen fik ogsá ændret
sit billede af Virring-st. efter sit andet besog for Thorsen
ved denne sten, ligesom Kruse af Gunderup 1 (p. 61 f.).
Jeg husker ikke, hvor mange besog jeg havde gjort ved
SVinge, for dens læsning gik op for mig. Hvad man med
foje kan bebrejde Wimmer, er de kategoriske vendinger,
hvormed han slár sine faktisk usikre læsninger fast; og det
er vel især dem, der har virket som et irritament pá hans
angriber. Máske er det pá dette sted ikke af vejen at erin-
dre om, at Wimmer selv ikke var skánsom i valget af ud-
tryk over for sine forgængere; aldrig har man vist set sá
mange udrábstegn og sic! som i Wimmers kritik af Thorsen;
det er en gennemhegling, der vel kan stá mál med Lis
Jacobsens af Wimmer; dens hojdepunkt — efter et mildt
udtryk som: sFuldstændig sort tale moder vi« . . . (UT. p.
78) — er: »De sidstnævnte fejl er jo imidlertid af den art,
at de ikke kan tilskrives uvidenhed, men má skyldes en
ándelig svækkelse hos forfatteren« (UT. p. 79). Den fred-
sommelige Thorsen gik derimod ikke ud over den aka-
demiske tone, nár han bittert kritiserede den letbenede og
produktive Rafns arbejder: »Hvad der tidligere er offent-
liggjort om Runeindskrifter fra den Kant, og det er i den
senere Tid ikke saa lidet, plejer at have en ikke ringe Lig-
hed med Sk. Thorlacius’s ovenfor skildrede Maade at tage
Indskrifter paa«. — I det foregáende har Thorsen ved en
sproglig gennemgang »med Ulyst« eftervist »Sk. Thorla-
cius’s hele besynderlige Forklaringsmaade«. (De danske
Runemindesmærker I. 1864. p. 219, 213).