Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 110

108
hánden selv var blevet sá interesseret i runestudiet, at han sá at sige snappede det for næsen af
den anden i kraft af sine bedre forbindelser?
Som allerede nævnt var Bertel Knudsen, da Worm lærte ham at kende, sognepræst i Lödderup
i Skáne og provst i Ingelstad herred. Man kan lære ham at kende igennem hans 1623 udgivne bog:
Bertili Canuti epistolarum selectarum centuriæ quinque, quæ Lipsianum aliquid habent infusum
et ad morem ac modum novæ illius Musæ. Indices adjuncti qui ostendunt si quid eminet et ad
virtutem aut honestatem docet et deducit. Similitudinum item atticarum, libri duo e commen-
tariolis quibusdam sive notæ sunt, in Marcum et Matthæum selecti. Men sandt at sige er der ikke
eet af disse 500 breve, der aftvinger respekt for manden som persoidighed eller begavelse, men
vel for hans lærdom, der giver sig udslag i et utal af græske og latinske citater, af hvilke han har
eet eller flere til enhver lejlighed; der er imidlertid næppe tvivl om, at samtiden har sat pris pá
den unge provsts afhandlinger og breve1); de sidstes hovedinteresse er nu — foruden det rent
personalhistoriske —, at nogle enkelte af dem indeholder bidrag til oplysning af runologiens forste
historie i Danmark. Eet af dem har særlig betydning.
Af Knudsens mange breve fremgár, at han — som andre lærde præster — havde unge stude-
rende boende hos sig, hvis opdragclse og disciplin han tog sig af. En sádan var Laurentius Asse-
rous2), der pá den antikvarisk interesserede provsts lilskyndelse — han tilskyndedes atter af
Worm, — gav sig i gang med at samle gravskrifter, og fra hans hánd foreligger den ældste samling
latinske ligstensindskrifter i Danmark: Lavrentii Asseroi Inscriptionum Selandicarum Daniæ
antigrapha, in fine adjuncta Bert. Canuti De monumentis antiquis epistola. Hafniæ 1621. Det
var, som vi ovenfor har set, netop en sádan samling, Worm havde foresláet Knudsen selv at ud-
give, blot ogsá omfattende runeindskrifterne, og Knndsens slntbrev i Asseroi samling er direkte
inspireret af Worm. Da provsten nemlig har sendt Asserous til Worm efter nogle boger, og denne
har vist Worm, hvilke indskrifter han har samlet, skriver Worm til Knndsen, at de má sorteres
noget bedre, fordi der er for mange om Per og Poul, og fojer sá til: Hvor længe skal vore runeind-
skrifter (runica) ligge i skjul? Hvis du bryder dig om dem, sá sæt dem forrest i bogen som en
spore, for at udlandet, hvis sádan noget kom for dagens lys andetsteds i den lærde verden, kan
fá ojnene op for, at Danmark ikke er ganske blottet for antikviteter. (Epist. 43 f.).
Knudsens nævnte brev De monumentis antiquis i Asseroi lille gravskriftsbog er stilet til Worm,
og indledningen til brevet findes ogsá i Worms brevsamling (Epist. 42) dateret 23. oktober
1619. Hertil har han nu fejet en behandling af en del runemindesmærker, og dette fingerede brev er
sável i Asseroi samling som i Knudsens egen brevsamling (p. 438) dateret 25. dec. 1617, mens det i
virkeligheden má være skrevet 1620 eller 21. Den lejlighed, vi her har til at stífte bekendtskab med
Knudsen som teoretisk runolog, er dog ikke ideel, dels fordi han pá dette tidspunkt næppe havde
undersogt nogen af de sten, han omtaler, nl. Östra Vemmenhög i Skáne, Jelling-stenene, Stenalt
og Sonder Vinge 1 (Grondal-stenen), dels fordi det materiale, han havde til rádighed, var under
lavmálet, sá selv en moderne runolog ikke vilde have fáet meget ud af det. Af Östra Vemmenhög-
p Han var fodt 1588 i Kongsted pá Sjælland. Se i ovrigt 2) Student 1619. Fra Asserum i Blekinge, senere præst i
Oie Borchs (Olai Borrichii) Dissertatio de Poetis VII. 1681. Hálleryd, ligeledes Blekinge, jfr. Ehrencron-MUllers for-
§ 215, jfr. ogsá J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den fatterlexikon.
Lærde. 1896. p. 128, samt Carl S. Petersen: Illustreret dansk
Litteraturhistorie I, 513 f., 863 ff.