Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 241

239
vendt áret fnr, og som senere blev knæsat af Magnus Petersen som den mest velegnede; den sidste
benyttede den til sine kemitypier báde i Stephens’, Thorsens og Wimmers runeværker.
Heinrich Hansen (1821—90) har kun leveret runestensmalerier, af ialt otte stene1); thi her er
det malerier som i Kruses sidste arbejder, ikke tegninger. Aldrig er runegengivelser i skonhed
náet sá hojt som hos denne kunstner. Skont hans læsninger ikke altid er fejlfrie — selv af ret
tydelige indskrifter (0Logum p. 68, Læborg p. 226) —, er Heinrich Hansen dog aldrig overgáet
i realistisk runegéngivelse. Her er ingen tvivl om, at runerne er hugget ind i stenen. Men skulde
det lille perspektiv ikke være i orden hos denne perspektivets mester? Om Heinrich Hansen har
interesseret sig for runer og runestene som sádanne, vides ikke; i alt fald var interessen ikke sá
stor, at han af egen drift opsogte og tegnede de gamle indskrifter. Men de fá foreliggende tegnin-
ger viser, at ligesom Heinrich Hansen i sine arkitekturtegninger har været omhyggelig med báde
helhed og de mindste detailler, har han ogsá her viet báde runer og sten sin fulde interesse; den
ærværdige sten har ganske taget ham fangen; derfor drommer han ikke orn i arkæologisk iver —
som Kruse — at vaske og skure stenen og rense granitten for det dekorative mos og lav, undtagen
hvor det var strengt nodvendigt. Ingen anden tegners runestensgengivelser kommer fotografiet
nærmere — som helhed betragtet.
Heinrich Hansens farver synes báde at være akvarel og dækfarve. De er ret kornede, meget
tætte og af mange valorer.
Vi henviser til behandlingen under 0Logum (p. 69), Læborg (p. 226), Bække 1 (p. 223 f.),
Bjolderup (p. 220) og de to Haddeby-stene (p. 217).
LIos Jacob Kornerup (1825—1913)2) træffer vi hele udviklingen fra Arendt med den stiliserede,
men alligevel individualiserede rune, over den malede, skyggelagte (som hos Kruse og Zeuthen),
over den overdrevent uregelmæssige rune (jfr. Zeuthen) til den helt realistiske rune som hos
Heinrich Hansen, der strax — men noget efter Kornerup — springer ud som den færdige, fuldt
nrodne epigrafiske tegner. Kornerups lidt blege, lysrode akvarel af Hobro 2, fra 1863 (I, fig. 67)
er hans forste vellykkede forsog pá en realistisk runetegning; de fede, vel efterlignede runer med
]ys- og skyggésider giver et ganske godt billede af stenens indskrift.
Alsted-st. 1857, en bleg, lysrod akvarel, er Kornerups indforelse i runevidenskaben som tegner.
Signaturen: I. Kornerup del., J. J. Worsaae dir. viser, at han ikke havde nogen ringe lærer; thi
Worsaae var allerede dengang en ret trænet runelæser, som omfattede runestenene med den stor-
ste interesse, hvad der praktisk viste sig i de mange redningsaktioner, han satte ind med, og teore-
tisk ved de talrige runeafskrifter i hans efterladte lommeboger (jfr. ogsá under Jansen p. 188).
Fejlen u i ystin má derfor skrives pá Worsaaes kappe. Runerne er gammeldags tegnede, som
])á den to ár yngre akvarel af Sædinge, men med tendens til formefterligning. I NÁsum 1861
bruger Kornerup for forste gang den alt hos Zeuthen omtalte raderagtige maleteknik; tegningen
er overordentlig trist og' tor, og tillige ret unojagtig. Betydelig bedre er Skovlænge (I, fig. 17)
og tegningen af Jelling 2 (I, fig. 140), som dog pá andre máder er noget uheldig (især Kristus-
!) Jfr. bibliografien i DR. sp. 1065.
2) Se især Roskilde Minder 1907, ved Arthur Fang og
Fra det gamle Roskilde ved samme 1925. —Folgende rune-
stenstegninger er bevaret i Nationalmuseet: 237 Alsted
(1857), 217 (Sædinge) (1859), 347 NÁsum (1861), 41—42
Jelling 1—2 (sa. ár), 127 Hobro 2 (1863), 212 Tillitse (1864),
213 Skovlænge (sa. ár), 155 Sjorind (1865), 46 Oddum (sa.
ár), 48 Hanning (sa. ár), 218 Tágerup (1868), jfr. i ovrigt
bibliografien i DR. sp. 1069.