Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 226
224
vellignende, og Heinrich Hansen har bemærket, at der ikke er kontakt mellem hoved- og bistave
i t i futin, har derimod overset det i r i þuruiaR; mod b i knubli og r i þuruiaR kan der
rettes indvending, samt mod rammestregernes afslutning forneden. Petitesser — og dog, for
runernes vedkommende, af den art, at de kunde fá betydning. Herom nærmere i kapitel 18, om
Magnus Petersen, p. 250.
Pá en lille af et brev afklippet lap findes Arendts »forklaring« sammen med Læborg-stenens:
»Rafnunga-Tóvi ók Wodinn ók Knubli þeir þrír gerðu Thuruiar haug — Aug. 12. MFA.«
LÆBORG-STENEN
Malt hrd. Ribe amt (jfr. Skonvig II, 180).
Runestenene i Ribe stift náede Skonvig aldrig at tegne, men fra den unge Laurids Bording
modtog Worm pá et ret sent tidspunkt de omtalte fem runestene, samt Landerupense II.
Bording har, som foran meddelt, givet en rigtig læsning af Læborg-indskriften og har korrekt
tegnet de to hamre samt klovningshullerne.
Arendts tegning (p. 225) er som Bække-tegningen en typisk skitse gjort pá stedet, pá et stærkt
fugtplettet lommebogsblad, der utvivlsomt har tilbragt nogen tid i kirkegárdsdiget. Det er date-
ret samme dag som Bække-bladet: »Leeborg Runesteen. Aug. 12.«; ogsá her er papiret kvadreret
ind med »usynlige« streger; til venstre for stenen læses: »Længde 8 Fod«, foroven: »10 F. ?«.
Tegningen, der her er gengivet 1:1, viser stenen set fra hjornet mellem side A og B i et ganske
nejagtigt omrids, idet perspektivet kun er angivet ved den spinkle vinkellinje foroven, hvis ene
vinkelben er sá svagt pá tegningen, at det næppe skimtes i klicheen. Runerne er derimod ikke
tegnet i perspektiv, og Arendt liar sáledes ligesom undertiden Skonvig (sml. fx. Tillitse, I, 2)
sogt at slá to fluer med et smæk. Hverken klovhuller eller rammestreger er tegnet ind, derimod
de to hamre, og pá det afsláede stykke, der har taget skriftlinjernes overste runer med sig, er
indprikket supplerende runer, hvor Arendt rigtigt formoder, at det levnede ui er slutningen af
navnet þurui. Arendt har altsá ikke villet levere en færdig tegning af runestenen, det er kun
runerne og hamrene, der har interesseret ham.
Arenclts rigtige læsning:
rhafnukatufi : hiau : runaR : þasi aft
[þurjui : trutnik : sina
Arendts tolkning (pá den under Bække nævnte lap): Rhafnungatóvi hió rúnar þessi eft Thiurui
drottning sína.
En hastig sammenligning mellem tegning og fotos (DR. fig. 77—79) fortæller strax, at de to
hamre er urigtigt opfattede; i begge tilfælde er hovedet for smalt. Mærkeligere er det imidlertid,
at hammeren neden for sidste linje er vendt forkert, mens en punkteret tegning af den samme
hammer (retvendt) ses ved siden af.