Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 261

259
Men papaftrykket har een stor mangel: det er ikke stenen selv; det viser ikke stenens struktur,
farvespil, brydningsretning etc. Naturlige furer og forvitrede runer falder ofte sammen i gene-
rende grad. Ogsá pá dette punkt har den moderne forsker en stor fordel. Ved siden af aftrykket
har han báde sit optrukne og sit uoptrukne fotografi, mens Wimmer kun havde stenen og ind-
skriften i sin egen og Magnus Petersens subjektive opfattelse. Forskellen er meget stor.
Og nár Wimmer atter kom ud til stenen, stod den máske i ugunstigt lys eller — livad der var
farligere for lians læsning — i en belysning, han regnede for ideel (men som ikke var det). Kon-
trollen var næsten domt til at mislykkes under sá ugunstige omstændigheder, især hvis han havde
hængt sig fast i en bestemt læsning (fx. laga mqn pá 62 Sjelle i stedet for det rigtige (af Lis Ja-
cobsen læste) lags mp, der stár meget tydeligt at læse pá hans eget aftryk1), nár man er uhildet).
Deitc er baggrundcn for forstáelsen af visse af Wimmers »konstruktive« læsninger, som han er
blevet angrcbet sá hárdt for af Lis Jacobsen, der, selv en ganske uovet runelæser i marken, næppe
lielt har fattet dybden af Wimmers problemer. Derimod kan man tilslutte sig beklagelsen over, at
Wimmer i de stærkeste udtryk ofte, eller næsten altid, understreger ufejlbarligheden i sine revi-
sioner. Men for ham, i »det forhándenværende lys«, har de været ufejlbarlige.
IJvor meget enklere er det ikke for vor tids runeforsker: ogsá han kommer til revision med sin
papaftryks-læsning, som ifolge det foran sagte skulde have bedre betingelser for at være rigtig,
fordi han har haft fotografierne til hjælp; han tager ikke et nyt aftryk ængsteligt iagttagende
den sidste fordampende væde fra indhuggede tegn; han er ikke tvunget til at. betragte stenen i
tilfældigt lys, men kan spidde hver stav, hver afflisning pá sin lommelygtes stráler og derved under
de bedste forhold afveje mulighederne for eller imod. Alligevel er heller ikke alle hans revisioner
eller læsninger udset til at krones med held; ogsá han kan være bundet af forudfattede meninger,
som selv det bedste lys ikke kan drive ham ud af, og hau kan være hildet i sine forgængeres læs-
ninger. Sáledes opmalede E. M. (med Wimmer) nur minuksqm pá Sædinge-st., skont ind-
skriften har nurminumsqm2). Trods kunstigt lys klarede undersogelserne til DR. ikke tvær-
linjerne ])á 280 Skárby 1, hvor Ivar Lindquist og Iv. G. Ljunggren rigtigt læste kuþis snaba,
d.e. stednavnet Gusnava. Nu, da nylæsningen er givet, er det letat erkende dens rigtighed og at
se hver rune pá stenen. I slutordet pá 335 VStrö 2 kunde E. M. ikke rive sig los fra Wimmers
knua; Ivar Lindquist læste det rigtige anum, d.e. dativ af pron. han (med bortfaldet forlyds-/i).
Det tor vel alligevel slás fast, at de nyere metoder trods alt giver et langt pálideligere grundlag
end tegningerne i det tilfældige lys, ligesom de letter og forkorter undersogelsestiden betydeligt.
For fremtiden bor man, nár der er tale om en suspekt læsning, forst og fremmest sporge: er ind-
skriften undersogt ved kunstlys? Dernæst: hvem er undersogeren?
Den moderne rnnetegning, sáledes som den foreligger i det optrukne fotografi, er resultatet al'
samspillet mellem undersogerens dygtighed og den dirigerede lyskilde. Det turde da være pá plads
at berore sporgsmálet om de egenskaber og den viden, der skaber den gode runelæser; thi det er
en selvfolge, at ogsá i dette fag ovelse gor mester, og erfaring er, nár man stár over for forvitrede
indskrifter, formodentlig den bedste ballast; tydelige indskrifter kan ogsá novicen klare.
De nye metoder fritager ikke runologen — og ingen metode vil nogensinde gore det — for et
b Jír. Lis Jacobsen, i FestskrErslev. 1927. p. 98 íig. 5. betragte et af E. M.s (forkert optrukne) fotografier; jfr.
2) I.is Jacobsen opclagede den rigtige læsning ved at Aarb. f. nord. Oldkynd. 1935. p. 181 f.
17*