Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 230

228
Wimmer (jfr. foran under Læborg-st. p. 226). Thi ligesom denne vor store runeforsker havde
Arendt gang pá gang, især gennem sine undersogelser af norske runestene, set, hvor meget ind-
skrifterne kunde afvige fra tidligere undersogeres resultater, som de var at finde i Worms rune-
værk. Det er gentaget i de Teilmannske erindringer, af hvilke vi her blot skal citere slutningen af
det kapitel, der er kaldt Arendts »uforskammede tunge*1) pá grund af dets nærgáende karakteri-
stik af Arendts samtidige lærde: »Arendt havde illumineret flere Runestene i Skaane, og det var
ved denne Illumination, med Kridt, Kul, rod Farve etc., at det blev muuligt noiagtig at læse og
afkopiere Skrivten, men dette Arbeide kræver Kundskab, Sikkerhed, Noiagtighed, man er aldeles
afhængig af Væiret, og kan undertiden behove 3 Uger for at læse et Eeneste Monument. Desuden
maa hvert Monument forlades og besoges igien, for at sees i forandret Belysning, i forskielligt
Væir«.
I kraft af denne rationelle fremgangsmáde, ved sit kendskab til aftryk, gennem sine »indivi-
dualiserede« runetegninger og ved sin sprogkundskab má Arendt betegnes som den forste mo-
derne, danske runolog.
Det er hævet over tvivl, at Arendt i fuldt mál har stáet pá liojde med sin tids sprogforskere —-
Finn Magnusen foragtede han, som Wimmer Stephens (og Thorsen) —, og det var ikke hans
skyld, at den moderne sprogforskning forst blev til efter hans tid, men selv var han ingen Rask.
I hans papirer ligger kapiteloverskrifter til en fuldstændig oldnordisk grammatik, som enhver
moderne sprogforsker formentlig vil kunne tiltræde. Han fik blot aldrig skrevet bogen.
I modsætning til sine forgængere i runefaget kunde Arendt oldislandsk, og det er til et modifi-
ceret oldislandsk, han transskriberer sine runeindskrifter, nár han indlader sig pá en tolkning.
Tydningen af den store Jelling-stens indskrift er Arendts storebedriftindenfor danskruneforsk-
ning. Her havde filologerne stáet i stampe siden Worm pá grund af den urigtige læsning i hans
runeværk. Derimod kan man vanskeligt fá oje pá noget fremskridt fra Worm, nár det drejer sig
om Tryggevælde-indskriften, som Arendt ganske givet ikke har kunnet tolke. Til Læborg kunde
han heller ikke tolkningsmæssigt foje noget til Worm.
Hvad de nyfundne indskrifter angár, har Arendt givet udmærkede bidrag til forstáelsen af
Haddeby-stenene, selv om han ikke kunde klare samstavsrunernes læsning, ligesom g. ui knubu
forblev utolket lige til vore dage. Norre Nærá har Arendt utvivlsomt tydet rigtigt, hvorimod han
synes at have opgivet ævret over for Snoldelev. Bække læser han rigtigt, men hans tolkning af
futin (d.e. Fundinrí) som Wodinn viser, báde hvad W og d angár, svigtende forstáelse dels af
runernes lvdværdi, dels af sprogformen.
Kun glimtvis fár vi gennem det sparsomt efterladte materiale kendskab til de tanker og ideer,
Arendt tumlede med, og som han selv ansá for at være langt forud for sin tid (jfr. nedenfor); men
det fremgár, at Arendt har været en mærkelig blanding af en rationel forsker og en stor fantast.
Taltegnene under Jelling-indskrifterne (jfr. foran) er máske kun en arbejdshypotese, men immer-
væk ejendommelig, ubegrundet. Tankerne om Ravnunge-Tues hammer og hans máde at riste
runer pá kunde man tilgive en upraktisk skrivebordslærd; men nár Arendt fremsætter den idé,
kan det kun begrundes med et særegent karaktertræk i hans psyke, der ábenbart kan give sig
udslag i, at den fjerneste og mest fantasifulde forklaring for ham bliver den rigtige.
*) Arv og Eje. 1957. p. 94 f.