Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 176

174
Det er ovenfor antydet, at Skonvigs stenkonturer ikke altid er til at lide pá. Forholdet bliver
ikke bedre, nár formskæreren atter laver om pá de tegnede konturer eller ligefrem komponerer
nogle, hvor ingen er angivet. Han tolererer nodigt en sten set lige forfra. Der skal en perspektiv-
side til, selv pá fTorup M (I, 63) og DBronderslev (I, 55) og selvfolgelig pá Randers 1 (I, 48),
Stora Köpinge (I, 134) ufortalt! Hvor katastrofalt dette kan blive, ses af den oftere nævnte
Holm-st. (I, 104), hvor formskæreren har opfattet den af Skonvig udfoldede kantindskrift som en
runeramme og ikke blot sat en perspektivside til, men en af ham selv frit komponeret kontur.
For Stenalt-st. (afbildet her p. 121), hvor Worm kun har kunnet give ham runeafskriften i fire
linjer — uden stenkontur —, skabes et stenomrids, der harmonerer med Worms beskrivelse i
texten, men ikke med stenen selv, hvor indskriften er fordelt pá fire sider.
Slemme fejl kommer frem ved snittenes ligegyldighed over for de brudsider, som Skonvig
tydeligt har angivet pá fragmentariske sten. Sáledes fTorup M (I, 63), som i snittet synes ubrudt,
eller f Langá 2 (I, 75), hvor samtidig Skonvigs rigtigt tegnedé klovningshuller er flyttet fra kanten
ind pá stenfladen (jfr. ogsá fLangá 1, I, 74) og tegnet regelmæssigt runde. Pá den anden side er
snittet af den lille .lelling-st. (I, 98), der er blevet til en firkantet klods (over for Skonvigs tre-
sidede sten) skáret med en markant klovflade foroven.
Resultatet er heller ikke sá vellykket, nár formsnideren rejser sten pá hejkant, som af Skonvig
er angivet liggende med den ene kantside mer eller mindre skjult i jorden. Pá denne máde har fx.
Gunderup 2 (I, 64), Grensten (I, 76) og Jelling 1 fáet omrids, der savner enhver hjemmel i
stenen selv.
At der i snittene hypþigt træffes fejlskæringer af 4 for 4 og omvendt, fordi formskæreren glem-
mer, at det, han skærer i stokken, bliver spejlvendt i trykket, kan i denne forbindelse kun regnes
for smátterier; for disse og de ovrige runefejl og normaliseringer henvises til behandlingen af de
enkelte sten.
Det er sjældent, at snideren folger Skonvig sá smukt som ved ÖVemmenhög (I, 114).
Efter denne gennemgang er der al grund til at understrege de Skonvigske originaltegningers
fortrinsret som kildestof, báde hvad sten og indskrift angár. I kapitel 18 skal vi til sammenlig-
ning se pá den proces, Magnus Petersens runetegninger mátte gennemgá fra deres fæstnelse til
papiret pá stedet og til det færdige tryk.