Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 202

200
kalkering over Worms med dens ábenlyse fejl. Ogsá Hobro-tegningen tor vi da henfore til en
lokal meddeler. Den forste, ufuldstændige tegning skal sikkert opfattes som endnu et vidnesbyrd
om Mejers manglende kopieringsevne (jfr. ovenfor om Gunderup 2, Jelling 2 og Grensten). Han
har opgivet den som et mislykket forsog, fordi han sá, at han ikke fik plads til alle runerne.
Vender vi os til de to sidste nytegninger, Ferslev-st. og Sædding-kvaderen, er der heller intet her
i den ledsagende text, der oplyser, om Mejer personlig har undersogt og tegnet stenene, men de
ender begge med sagnagtige historier om indskrifternes oprindelse, som kun kan skyldes lokal-
kendte mænd. De tre u-runiske indskrifter giver heller ikke oplysninger om ophavsmanden.
Den naturlige slutning bliver da, at Mejer næppe har undersogt, endsige aftegnet een eneste
af de nye eller fra Worm afvigende indskrifter i sit opus, men at han helt og holdent har stottet
sig til meddelelser og tegninger fra andre.
Er der da ikke afvigende læsninger eller tilfojelser ved de af Worm behandlede indskrifter,
der giver et fingerpeg om, at Mejer har været pá et kontrolbesog for at gore sine iagttagelser?
Kun to stene kan fremdrages i denne forbindelse: Fovling og Oddum. Ved Fovling-st., hvis text
og tegning helt hviler pá Worm, bortset fra at korset har fáet form som et krumt sværd, læses
under gengivelsen af Worms latinske oversættelse: »Pastoren ibidem har mig saaledis gifuit,
hvorefter folger den her p. 205 citerede læsning. Intet om Mejers tilstedeværelse.
Ved Oddum-st., der ogsá folger Worm, har Jerne denne passus: »Mens nu til denne tiid A° 1654
er dene Sten ickun half til at see, saasom den ofverste deel det andet stocke(?) derl'ra er borte«.
Hvad kan man slutte heraf, nár det kan konstateres, at stenen den dag i dag er i nojagtig samme
skikkelse, som da Skonvig tegnede den? Næppe at den citerede passus skyldes Mejers selvsyn.
Hvad nyt bringer da disse Mejer’ske papirer, som fandtes værdige til afskrivning 100 ár efter,
og som i den grad fandt náde for Erik Pontoppidans ojne, at han lod en del deraf indgá i sine
Marmora Danica? Vi lader Mejer selv tale gennem Jernes hándskrift.
f GUDUM-STENEN
Fleskum hrd. Álborg amt (Worm p. 315, DR. no. 147, fig. 358—61, Jerne bl. 2).
»Afritzning paa den Ruhnesteen, som ligger til Gudding, i Fleskumherrit, paa Kircke Volden
hos Stiegett, Dens Gestalt for Oynene, er 7 Quarter lang, Nesten en allen breed, oc temmelig'
tyck. Hafuer af forstningen, staaen i Marcken paa it Bierg ved Morssoe, hos Grendserne til
Hellumherrit, skal der ifra anno Christi 1062 verit taget, oc paa denne sted hensat, da Gudding
Kircke blef bygt etc. Noch beretter Pastoren sammesteds, at skrifften skal heede: Reesen lod
denne steen sætte ofuer sin fader Ystyn Uhren, ved Nafn, som skal vere skeed A° Ch. 615. —
IJidindtil er denne sten af Gamel folck kaldett Uhren Ruhne sten etc.« Inden for runerammen
pá tegning no. 2 læses: »Ysten Steen oc Resen Sten kaldet« og under begge tegninger stár de
udtrukne runer med transskription: ystin iet resa sten dile Gorsioi<s> yduekins Fe-
dur sins og det samme (med gotiske bogstaver), blot er iet rettet til ‘let’. Pá næste side findes
udskrift fra Worms Monumenta, indledt med: »D. Olaus Worm gifuer denne Steen en andenn
Gestaldt, saa oc skrifften derpaa annoterit, oc den med andre bogstafver communiciret, som