Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 30

28
til at fylde fem — et eklatant bevis pá, at det drejer sig om en rentegning efter en mangelfuld
skitse. Vi vil forlade hans tegning, idet vi gor opmærksom pá, at han har lettet sig arbejdet med
rammelinjerne ved at slá dem med lineal, ogsá den nederste grundlinje, som ikkc existerer i
virkeligheden.
Fig. 17 viser Kornerups tegning, udfort i den raderagtige teknik, som Magnus Petersen an-
vendte i alle sine tegninger til Stephens’, Thorsens og Wimmers runeværker (jfr. fig. 18). Det
er som sædvanlig en grundig og samvittighedsfuld tegning, som sædvanlig lidt tynd og ikke helt
fejlfri; men fejlene er undskyldelige, da stenens ualmindelig grovkornede flade let giver anledning
til misforstáelser, især i partiet efter og ved de to sidste linjer. Ingen af tegnerne har set spiral-
ornamentet; men Kornerup har iagttaget spatiet mellem þi og akn.
Hver gang man betragter en af Magnus Petersens runestenstegninger og gár den efter i enkelt-
heder, má man forbloffes. Det er utroligt, hvad der er lagt i af intens málearbejde og kunstnerisk
kunnen i helhed og detailler. Det er ogsá tilfældet med hans tegning i Wimmers runeværk — den
af Wimmer dirigerede tegning —, der her meddeles som fig. 18. Betragt rammelinjerne, runerne,
stenens struktur. Og alligevel — det er ikke nogen fotografisk nojagtighed. Det er individualite-
ten antydet af det kunstneriske temperament: alle bojninger og uregelmæssigheder er der — tag
for ex. rammestregen yderst til venstre — men kun antydet, ikke gennemfort til bunds (her er
Kornerup næsten bedre). Det samme gælder runerne: betragt r i aftÍR; skævheden i de to bi-
stave er der, men alligevel ikke som fotografiet viser den. Og læg sá mærke til tegningens subjek-
tivitet, der droner frem i slut-r’et i ^starþr og a’et i rasþi; den stærke fremhæven af disse to
runer, som i virkeligheden er ret svage og (især den forste) medtaget af forvitring, skyldes natur-
ligvis, at hverken Worm eller Abildgaard havde læst disse tegn rigtigt. Sáledes viser tegningen
sin farlighed i positiv subjektivitet — men den kan ogsá gore det i negativ. Siden vi nu har pávist
de gennemgribende smá-unojagtigheder i runerne, kan vi ogsá gore opmærksom pá misligheder
i opfattelsen af stenstrukturen. En sammenligning mellem fotografi og tegning viser, at tegnin-
gens omrids er noget mere forrevent end fotografiets; her er det muligt, at tegningen er rigtigere,
idet fig. 19 gengiver en udskrabet kliché, og den mere jævne kontur kan derfor skyldes kliché-
anstaltens lidt for nærgáende udskrabning. Sandheden er imidlertid, at det helt rigtige ligger
midt imellem, idet udskrabningen har været lidt for kraftig, sáledes at der hist og her er gáet
noget af stenen med i lobet; pá den anden side er Magnus Petersens tegning overdreven; man
bemærke blot den i virkeligheden jævne afflisning over indskriftens sidste linje, der hos ham
er blevet et vildt og skarpt forbjerg. Det noteres til slut, at tegningen trods Wimmers direktion
ikke har medtaget sneglen mellem þi og akn; den er dybt hugget og tydelig (nár man forst har
fáet ojnene op for den), men vanskelig at opdage, fordi fladen her er særlig grovkornet og furet.
LASSE JENS0N (BLAA’S) fGRAVSTEN
Saxkobing. Maribo amt (Danmarks Kirker, Maribo amt p. 153, Skonvig I, 14).
Foruden genstande med runer har Skonvig afskrevet nogle enkelte gravsten med majuskler
og minuskler, nemlig Lasse Jensons sten med minuskler, Karls og Magnus’ sten i Framlev, en