Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 248

246
Forskellen mellem de to tegninger synes, hvad runerne angár, ved en overí'ladisk betragtning at
være som forskellen mellem en af Skonvigs tegninger og Worms træsnit: rammestreger, runer og
skillepunkter, alt er gjort regelmæssigere; se fx. i-runen i risþi, der lober som en næsten ret,
sort linje pá Wimmers tegning, mens Thorsens rigtigt viser den vejrbidle i kanterne forvitrede
og afskallede runestav, tegnet med bojlys og' skygge.
Men eet er, hvad der er kunstnerisk bedst og et andet, hvad der er rigtigst. Vi má derfor gá en
række af de enkelte runetegn igennem og sammenligne dem med runerne pá det optrukne foto-
grafi; samtidig fár vi lejlighed til at vurdere en dygtig runetegners pálidelighed i detaillen, idet
runerne pá de to tegninger — selv om de ikke stemmer med fotografiet — bor stemme overens
indbyrdes. Vi begynder forfra i indskriften og kalder for nemheds skyld det optrukne foto for F.,
tegningen hos Thorsen for Th. og den hos Wimmer for W.
Runen þ: F. har lille bælg, báde Th. og W. stor, Th. storst. Runen u: de tre afbildninger viser
sá forskellig en udformning, at man ikke skulde tro, der var tale om det samme tegn. Runen l:
F. har svagt krummet bistav og en hovedstav, der ikke stár vinkelret pá rammestregen, og runen
nár ikke op til overste rammestreg; Th. har svag krumning pá bistaven og den overste del af
hovedstaven, mens den nederste del er lige og stár vinkelret pá rammelinjen, runen nár overste
rammelinje. W. har svagt krummet bistav og hovedstav der ikke gár vinkelret pá rammelinjen,
men pá den anden side er længere fra den rette vinkel end F.; runen nár knap op til overste ram-
mestreg; trods alt synes Th. at stá F. nærmest. Runen f: Báde Th. og W. har for lange og for svagt
kruminede bistave, W. soger at gengive hovedstavens uregelmæssige forlob etc. etc.
Denne gennemgang, der kan fortsættes med samme resultat ad libitum, viser, at det er rigtigt,
livad der er sagt under 0Alling-st. (p. 44), at dersom Magnus Petersen (eller en hvilkensomhelst
anden tegner) leverede 10 tegninger af den samme sten og indskrift, vilde det blive 10 (i detaillen)
forskellige sten og indskrifter. Afvigelserne fra det rette er oftest ubetydelige, men de er der.
Gár vi dernæst over til at undersoge læserigtigheden i Magnus Petersens selvstændige tegnin-
ger i forhold til de af Wimmer dirigerede, vil Wimmers store betydning for det endelige resultat
træde stærkt i ojnene: de trods alt talrige smáfejl (og en del store) og de ulæste steder i Magnus
Petersens egne tegninger er i nogen grad blevet rettet og suppleret1); det gælder báde forkerte
runeformer, direkte læsefejl og ikke mindst suppleringerne, hvor Wimmers sproglige viden og
skarpe oje ledte de to runologer pá rette vej; her kan nævnes stene som Flejsborg (Thorsen no. 36),
Fevling (Thorsen no. 18), Glenstrup 1 (foran p. 45), Gunderup 1 (p. 60), Oddum (p. 67),
tid af den beskaffenhed, at et fotografi vilde give et me-
get vildledende billede af indskriften, idet naturlige ridser
og skorer i stenen let vilde fá udseende af indhuggede lin-
)er.« — Jfr. ogsá om de Wimmer-dirigerede tegninger hos
Lis Jacobsen, i FestskrErslev. 1927. p. 99.
J) Nár Lis Jacobsen (FestskrErslev. 1927. p. 88) vil
hævde, at forskellen mellem Magnus Petersens selvstæn-
dige tegninger i Thorsens runeværk og hans (dirigerede)
tegninger i Wimmers værk »er uden væsentlig Betydning«,
turde dette, som det fremgár af ovenstáende, være i hoj
grad misvisende. Og endnu urigtigere er Lis Jacobsens
pástand (Svenskevældets Fald. 1929. p. 99), at »man i Vir-
keligheden kan betragte Magnus Petersens Originaltegnin-
ger [hermed menes de tegninger, M. P. udfarte under sine
besog ved runestenene sammen med Wimmer] som hans
selvstændige Arbejde: Wimmers Direktion af Tegningerne
kommer paa et meget senere Stadium: i Korrekturen«;
dette tyder Lis Jacobsen pá den máde, at sWimmers Æn-
dringer er foretaget ikke paa Grundlag af Undersogelse af
selve Mindesmærket, men fremkaldt af filologiske Spekula-
tioner*. Allerede Magnus Petersens to sæt tegninger af
Sædinge-st., som Lis Jacobsen henviser til, indeholder sá
betydningsfulde afvigelser fra hinanden, at de gor disse
ord til skamme. Men den tanke, at Magnus Petersens teg-
ninger, hvor han var sammen med Wimmer, skulde være
upávirkede af denne, strider báde mod Magnus Petersens
og Wimmers udtalelser (p. 242, 247). Det vilde svare til,
om E. M. havde ladet en af sine assistenter male en runeind-
skrift op uden selv at kontrollere optrækningen (jfr. i ovrigt
p. 249, note 1).