Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 50

48
skont stenen kun er en smule bredere end en alen, er der, nár man kender Skonvigs meget om-
trentlige málangivelser, ikke noget mærkeligt i, at han i stedet for at formindske ned til en alen
forhojer málet til 5 kvarter.
Stenen er endnu bevaret, men pá forsiden, med den af Skonvig aftegnede indskrift, ses nu kun
spor af en enkelt rune og af rammebuen; derimod er indskriften pá side B, der pá Skonvigs tid
har været skjult, velbevaret. Af side A findes en tegning, noget ældre end Skonvigs, af glar-
mester Albert Holst fra Hornslet, bilagt præsteindberetningerne 1622—23 fra Arhus stift.
Denne tegning gengives her som fig. 71. Lis Jacobsen har sogt at vise, at den af Skonvig og Holst
tegnede sten ikke er identisk med den bevarede; se lierom exkurs.
Side A:
Side
B:
Skonvigs læsning:
sabaur • rasþi • stain • þq.si •
xxxx aba • sina • miuk • karlara
• i r i a k ?
r : h r þ a : k u þ a n
Holsts læsning:
/'“'s
sabaual • rasþi • stu • þ^si • uki
... pn • sni • mluk ■ kídaun
• irikl
þign :
NN. rejste denne sten ................en meget velbyrdig ‘thegn’.
Stenen har ábenbart været godt slidt allerede, da de to tegnere sogte at fæstne dens runer til
papiret; herom vidner bl. a. de besynderlige binderuner, som givet ikke har existeret. Nár
Skonvigs tegning er sá uheldig og Albert Holsts end mere mangelfuld, er det — allerede med
vort nuværende kendskab til Skonvig — uforsvarligt at prove nogen egentlig tolkning, sá meget
mere som man ikke pá det forhándenværende grundlag kan vide, om indskriftsbuen pá forsiden
ikke i lighed med Glenstrup-stenen (fig. 64) og Hobro-stenen 2 (fig. 68) har haft vandret grunrl-
linje med runer.
Worms snit (fig. 70) har kun Skonvigs tegning som grundlag, men stærkt forvansket er det
blevet; stenen er viist stáende; de »halve« runer overst i buen, der markerer, at toppen af stenen
har været delvis utilgængelig, er blevet helede og rekonstruerede (af Worm) til uft(t)ÍR, og ram-
mebándet cr lagt et stykke bort fra kanten, sáledes at enhver usikkerhed er fjernet; at stenen i
træsnittet har fáet en selvkonstrueret top og et dito perspektiv, noteres kun for en ordens skyld.
Worm oversætter: Esbernus lapidem hunc posuit Ebero suo multum dilecto amico, d. e. E.
rejste denne sten efter E., sin meget kære ven. Ordet efter miuk læser Worm karara, »kierere«,
mens han antager irikal for forskrevet. Til slut meddeler Worm, at ‘der er nogle, som beretter
at denne sten er rejst af en Erik efter en mand, der kaldtes Snio Migi’ og hentyder her til Albert
Holsts tegning. Om denne, se kapitel 10.
Exkurs om Randers-stenen
I Aarboger for nordisk Oldkyndighed. 1940. p. 152 l'f. har Lis Jacobsen benægtet identiteten
mellem de her som fig. 69—71 og fig. 72 afbildede sten og hævdet, at der er tale om to forskellige,
sáledes at der inden for Banders’ bygrænse skulde være fundet tre runestene.