Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 161

159
Efter dette vil man sikkert synes, at det má være háblnst at preve pá at udskille træsnit
mellem Worms tinsnit; men ovenfor har vi kun talt om vanskelighederne ved at skelne mellem
fejlfrie træ- og metalsnit, og — heldigvis tor man vel sige i denne forbindelse — er Worms snit
ikke alle fejlfrie, og i fejlene ligger neglen til problemet: enkeltheder i træstokken kan brække1),
men i tinstokken kan de (tillige) bojes. Desuden kan der af og til være forskel pá træsnits- og
metalsnitsteknik, selv om sá at sige alt, hvad der kan udfores i metalsnittet, ogsá af den dygtige
formsnider kan skæres i træet. Ganske vist má man være klar over, at træsnit og træsnit er to
ting, alt eftersom man bruger langtræ eller endetræ. I forste tilfælde bestár redskaberne af en
kniv til at udskære linjerne med og eventuelt et par jern, hvormed man fjerner storre partier af
træet; i det andet tilfælde er teknikken en ganske anden; thi her er kniven ubrugelig og — lige-
som ved tinsnittet — erstattet af gravstikke og forskellige slags jern (geitfuss, huljern, stemmejern
o.lign.). I ældre tid brugte man, som igen i vore dage, altid langtræ. Endetræet havde sin blom-
stringstid i forrige árhundrede, og mens den slags xylografi kræver en meget hárd træsort (fx.
buxbom), kan næsten enhver slags, dog' ikke alt for blodt, træ anvendes til langtræsskæringer2).
I ældre tid var pære- og noddetræ de almindeligste sorter.
Nár træskæreren havde overfort billedet spejlvendt pá den glatslebne stok, mátte han forst
fore sin lille, spidse, skarpe kniv3) ned langs de linjer, der skulde være ophojede og derpá med
kniven eller med et eller andet billedskærerjern bortgrave det mellemliggende, hvor aftrykket
skulde være hvidt; begge dele mátte udfores med den yderste forsigtighed, idet træskæreren
bestandig mátte værc pá vagt mod af- og udflisninger, alt eftersom han skar pá langs eller pá
tværs af træets árer. Man behover ikke at være en stor tekniker for at forstá, at metalsnit (og
endetræsskæring) frembod adskillige fordele frem for langtræ: her var ikke árer at passe pá eller
forskellige hárdhedsgrader; her var det ligegyldigt, om man skar pá tværs eller pá langs; man be-
hovede ikke at være ængstelig for de tynde (ophojede) linjer, der i træ vilde lobe pá tværs af
árerne og derfor ingen modstandskraft havde mod sidetryk, ja, man behovede ikke at være bc-
tænkelig ved at indlade sig pá krydsskravering, der má have været overordentlig vanskelig i
træ og have krævet en meget sikker hánd. Krydsskraveringen, der er et af træskærerkunstens
degenerationstegn, i misforstáet kappestrid lánt fra kobberstikket, var yndet allerede af Reuwick
og brugtes efter ham af Wolgemut og Diirer og deres efterfolgere. I beskednere form vil vi finde
den i enkelte af Worms illustrationer.
Vi er nu rustede til den lille undersogelse, der bebudedes p. 156. Er der træsnit i Worms rune-
værk, eller er alle billederne metalsnit? Er det samme mand, der er »mester« for dem alle, og kan
det være den studiosus, der engang for 1628 havde skáret et par træsnit til Worm (jfr. p. 155),
eller har det været en professionel formsnider, som datidens betegnelse var?4)
p Et meget typisk exempel er cyclis solaris, der i Fasti
Danici. 1636. p. 47 kun har eet brud; den samme stok har
i 1643-udgaven ikke mindre end fire brud (p. 65), sml. ogsá
gyldentalstavlen p. 51 i Fasti 1636 med det tilsvarende
tryk i 1643-udgaven.
2) Jeg skylder tegneren, Ernst Hansen, tak, fordi han har
indviet mig i moderne træskæreri’s praktiske mysterier og
vist mig, med hvor enkle midler han var i stand til at frem-
bringe sine kunstværker; i hans interessante samling af
stokke, der ofte er »skáret« pá begge sider, er der nogle af
fyrretræ. Hans hovedværktoj er geitfuss, hul- og vinkel-
jern, og heri adskiller han sig vistnok fra middelalderens
og renæssancens træskærere, for hvem kniven sandsynligvis
har været det vigtigste redskab.
3) Sml. Lorentz Benedichts signatur L B samt den lille
kniv, gengivet hos R. Paulli: Lorentz Benedicht p. 15, 20,
30 f.
4) Se Kanc. Brevboger 1637—39 p. 314. Jfr. Pierre