Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 48

46
Indskriften, der nu er en del medtaget, med ret udflisede runer, har ábenbart ikke været
tydeligere pá Skonvigs tid; foruden a i þuraR og den besynderlige fejllæsning kunugar for
kunar (toppen af runerne er her ret forvitrede) og sina for sin finder vi aftir med r i stedet
for r (samt a i stedet for i). Desuden er rammestregernes sammenfojning forneden ikke opfattet,
og stenens kontur er mærkelig, idet Skonvig mangler den spidse top foroven til venstre, mens
han pá den anden side ikke markerer noget afslag pá hojre side forneden; og dog er der næppe
grund til at antage, at dette brud er sket efter Skonvigs tid. Med det kendskab, vi allerede nu
har til tegnerens fremgangsmáde, tor vi snarere formode, at han under rentegningen har misfor-
stáet sin egen lose skitse fra ástedet.
Det er næppe, fordi Worms formsnider har haft pá fornemmelsen, at Skonvigs runesten ikke
stod helt til troende, at han ikke har taget hensyn til den langt udragende spids forneden til
hojre pá tegningen. Han laver sin egen stenkontur med perspektiv og skygger sá nogenlunde,
hvor det passer ham. Indskriften er derimod nojagtigt gengivet, blot med de sædvanlige normali-
seringer af runerne.
Worm oversætter: Thoro lapidem hunc posuit Kunugaro patri suo, d. e. T. reiste denne sten
efter sin fader K.
Læseren vil utvivlsomt undre sig over Skonvigs mange fejl, nár han betragter det optrukne
foto (fig. 64), hvor alt ser sá tydeligt ud; men pá en máde er dette foto bedragerisk, idet det er
taget i skarpt projektorlys, der er kastet i en mcget spids vinkel mod stenfladen. Uden sidelys
er indskriften slet ikke helt let at læse. Dette fremgár tydeligt af Peder Syvs og Johan Bruns-
mands tegninger o. 16851), da stenen var fort til Kobenhavn. Deres læsninger har folgende ud-
seende:
Syvs læsning: Brunsmands læsning:
tukii 1 ell. turkil eil. tukelit : iurÍR : rasi i : it1n : þata :
f
ru ell. risia:stn:busi ell. imuR : kusr : fik 11
þasn : aftir : kunu : sinu
oversættelse:
oversættelse:
Turkil risia sten dese eftir Kunu sinu. Sur resi stin detn ift gusr fig.
Pá baggrund af disse afskrifter kommer Skonvigs tegning' til at stá i et bedre lys, og báde den
anonyme tegning (fig. 63) fra 1860’erne i Nationalmuseet og endnu mere Magnus Petersens man-
gelfulde tegning i Thorsens runeværk (no. 37) er egnede til at give et begreb om læsningens van-
skeligheder, nár man ikke selv skaffer sig sit lys.
0 APhScand. IX. 1934. p. 200 f„ 214 f.