Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 259

257
dinge-stenen (kruk) kom frem, skont alle tre deltagere (jfr. foran p. 254) dog forinden havde
gennemgáet indskriften og' diskuteret de forskellige problemer; penselforingen gjorde det klart,
at den anden rune var r og ikke u eller nogetsomhelst andet.
Optrækningen — fremstillingen af den moderne runetegning — yder da sammen med kunst-
lyset sit selvstændige bidrag til en rigtigere opfattelse af de enkelte runer.
I forbindelse med undersogelserne af runeindskrifter ved kunstigt lys kan omtales en metode,
hvorved man — i mangel af lommelampe eller projektor — kan tvinge dagslyset efter sin vilje.
Det er en fremgangsmáde, Skonvig kunde have brugt, om han ellers var kommet pá den, og den
vilde have sparet Arendt for hans mange, gentagne besog ved den samme sten. Metoden gár i
korthed ud pá folgende: Man afferer sig sin frakke (eller jakke), livis man ikke har et slag eller et
stort, morkt klæde ved hánden. Frakken tages op over hovedet og fores tæt ind til fladen med
indskrift. Nu letter man lidt pá dene ene side; et mildt, men effektivt sidelys vil da fylde selv
svage bogstaver med skygge. Fremgangsmáden blev i mangel af kunstigt lys anvendt ved under-
sogelsen af den norske Einang-sten, der hidtil var læst dagaR þaR runo faihido, en læsning
der rummer visse sproglige problemer. Hvad der ikke var lykkedes ældre forskere efter daglange,
besværlige undersogelser i »det forhándenværende lys«, opnáedes nu ved hjælp af dette simple
trick i lobet af en halv timestid. Indskriften manglede begyndelsen, og visse af de knivspidsfint
indristede runer var urigtigt læst; sidelyset viste, at der stod: . . .dagastÍR runo faihido,
hvorved alle formelle og sproglige anomalier var ophævet1).
Flere exempler er næppe nodvendige for at pávise, at det ikke blot er farligt, men direkte for-
kert at give sig i kast med runelæsning i andre belysninger end den absolut bedste, og det vil i
almindelighed sige den, man selv dirigerer. Kun eet tilfælde erindres fra undersogelserne til DR.,
hvor en vanskelig indskrift ganske trodsede projektorens stráler: 83 SYinge 2. Det var denne
sten, af hvis slutning Wimmer gav sin efterhánden herostratisk beromte læsning2):
(s)[al:saj s arþi : auk | saþi : u|k]R : saR : mun : | akuþi :
Sæl den, som plojede og sáede ung. Det vil give grode
og som Lis Jacobsen, væsentlig pá grundlag af Magnus Petersens tegninger fik til:
[þa : en : xxxj : sarþi : auk : seþ : u(he)l : saR : mun : afa : uisa
NN. sárede dem og ovede sejd. Gid han má være uden beskyttelse evindelig.
Stenens karakter ved indskriftens slutning minder mest af alt om et vulkansk landskab i det
smá, og nár projektorstrálerne kastedes derover, blev det blot mere forrevent med stærkt belyste
toppe og helt sortskyggede dale. Den rette læsning kom en smuk solskinsdag i det korte tidsrum,
solen kastede sine stráler i den rette vinkel over stenfladen; der stod:
...:sarþi:auk|siþ:r[a](t)i:saR:mqnR:|ias:auþi:mini:þui
... sárede og ovede sejd. En ‘ræte’ den mand, der oder dette minde.
x) E. Moltke, i Viking. 1938. p. 111 ff. 2) Jfr. E. \rup: Danmarks Historie I. 1925. p. 109.
17