Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 228

226
Futhark, ligesom nærfotos af Himmelstadlund-ristningen i Sverige viser den ensartede teknik i
helleristninger og runer.
Skulde denne Arendts besynderlige opfattelse af hammerens anvendelse til runehugning give
forklaring pá den omvendt tegnede hammer? eller er der virkelig tale om en fejl, som Arendt har
rettet ved et senere besog? Men hvorfor er hammeren da ikke indtegnet pá plads? Den kan
nemlig ikke, som nogle máske kunde være tilbojelige til at antage, angive den ovenfor anferte
pendulsvingning, thi sá mátte den have stáet pá den modsatte side af den helt optegnede hammer.
Sporgsmálet kan næppe loses med sikkerhed; men der er sikkert kun to muiigheder: enten har
Arendt tegnet forkert, hvad der pá forhánd forekommer meget lidt sandsynligt, eller ogsá har han
bevidst rettet, hvad han har ment, var runeristerens fejl.
Tegningens runegengivelse er sá god, som man kan onske sig, nár man ser bort fra de linealret
gengivne hovedstave, der alle er parallelle, hvad der ingenlunde er tilfældet pá stenen. Tegningen
táler udmærket sammenligning med Heinrich Hansens (jfr. p. 239), der pá et enkelt punkt har en
regulær fejllæsning, og med Magnus Petersens selvstændige tegning i Thorsens runeværk (II no.
6), og pá eet punkt hævder den sin overlegenhed ikke blot over for denne tegning af Magrtus Pe-
tersen, men ogsá over for Petersens af Wimmer dirigerede tegning i DRM. (II, 41). Pá den forst-
nævnte har Magnus Petersen indtegnet svage, men tydelige spor af en r-runes top foran ui i þurui
(brudstykket med þur var da ikke genfundet). I sit runeværk (II, 46) siger Wimmer om afskal-
ningen foran ui: »Hvad der máske af en uovet undersoger kunde forveksles med spor af runer
foran m, er med en enkelt undtagelse, som vi straks skal omtale, kun forskellige ved afskalnin-
gerne fremkaldte ridser i stenen, der har en ganske anden karakter end de huggede linjer. Kun
et par mindre, svagt fremtrædende fordybninger, der findes 4 %" foran n, lidt neden for det sted,
hvortil ogsá rammestregen over ordet endnu tydelig kan folges (5" fra toppen af n), er sá regel-
mæssige i deres hele form og gör et sá bestemt indtryk af at være huggede, at jeg straks ved min
forste undersogelse trode her at finde en sikker lævning af overste del af hoved- og bistaven i et
R. Efter de til mange forskellige tider gentagne omhyggelige undersogelser nærer jeg ingen tvivl
om, at de smá ford)'bninger pá det nævnte sted foran m virkelig er svage lævninger af overste
del af hoved- og bistaven af en rune, som efter sin form og ifolge hele sammenhængen utvivlsomt
má være toppen af et R, sáledes som det er antydet pá min afbildning.«
For indskriftens tolkning er det naturligvis ligegyldigt, om Wimmer mente at kunne finde
toppen af en r-rune, sá meget mere som det senere tilvejebragte stykke viste, at der stár en r-
rune foran ui; men nár talen drejer sig om en faktisk eller en imaginær læsning, det vil i dette
tilfælde sige, om Arendt eller Wimmer har ret, er sagen ikke uden interesse. Det er Wimmer,
der har set forkert; der er ingen rester i afskalningen af nogen rune. Beviset ligger i fotografierne
(jfr. DR. fig. 78—79), der tydeligt viser en afskalning af omfang, som angivet af Arendt, og
uden runespor, dels i de to tegninger i Wimmers runeværk, den just omtalte (DRM. II, 41) og
den nye (II, 48), som Wimmer lod Magnus Petersen tegne 1892, efter at brudstykket med þur
var genfundet. Til denne knytter Wimmer folgende bemærkninger: »Det viser sig nu ogsá, at
forlængelsen af disse stave [nl. r-bistavene] vil træffe den overste rammestreg nöjagtig pá det
sted.hvor jeg tidligere har ment med sikkerhedatíindesporaf en R-runes top«. Imidlertid stemmer
de to tegninger hos Wimmer ikke overens i gengivelsen af r-runens top. Pá den forste tegning —