Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 175

173
Det 1639 fundne guldhorn.
Detail af H. A. Greys’(?) snit i Worm: Monumenta Danica 1643 (de smá tal er senere blæktiifojeiser).
Hertil kommer, at snittenes nojagtighed i selve indskriftskopieringen ikke er hævet over kritik;
ofte er der báde een, to og tre fejl i een og samrne gengivelse.
Under behandlingen af de enkelte indskrifter er der i hvert tilfælde, for de danske stenes ved-
kommende, gjort rede for forholdet mellem tegning og snit. Her skal kun fremdrages nogle af de
grelleste exempler.
Et skoleexempel pá formsniderens normaliserings- og forskonnelsestendenser giver Hune-
stenen (Skonvig 1,52, II, 52): Skonvigs frontale tegning, der kun svagt antyder stenens hojre side,
angiver, at forsidens kanter er relativt ujævne, mest til venstre, mens den hojre kant falder med
et brat knæk fra toppens runding. Snittet folger for det forste slet ikke tegningen i dens angivelse
af venstre kants uregelmæssigt bolgede forlob, dernæst lader det toppen runde og gá jævnt over
i hojre, helt lige kant, der samtidig er forsynet med en kraftig perspektivside. At Skonvigs ufor-
stáelige jordlinje er normaliseret til en smuk, vandret dito, noteres kun for fuldstændighedens
skyld. Skonvig har angivet en indre rammestreg som fodlinje for runerne, mens selve stenkanten
gor det ud for den anden rammestreg. Formsnideren normaliserer eller ændrer denne gengivelse,
til et regulært rammebánd bestáende af to linjer, og herindenfor skærer han sine nu i forhold til
stenen formindskede runer i smukke, regelmæssige former, idet han samtidig lader hánt om den
af Skonvig angivne runefordeling: store, tætstáende til venstre, smá og spredte til hojre; det ses,
at HT+i- pá tegningen stár næsten overst i venstre linje, mens disse runer i snittet er pá vej over
pá den anden side af toppens runding. Skilletegnet, en kort, vertikal streg pá tegningen, er i
snittet eet eller to runde punkter. En enkelt fejl i snittets runekopiering er sati for satu.