Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 148

146
neskelige svagheder, og det er da ofte sproglige kriterier, der gor sig gældende: en sádan ordform
kan ikke existere, det má være stenens ru overflade og tilfældige huller og ridser, der spiller mig
et puds! Et af de bedste exempler pá rigtigheden af disse ord frembyder Gárdstánga-stenen 1
(p. 98), hvor Skonvigs læsning overgár selv den Wimmer-Magnus Petersen’ske. Her findes ordene
‘stene disse efter’ skrevet: stin^ þise ufteR; formerne þise ufteR er ikke tidligere set i
nogen jævnaldrende runeindskrift, og ifolge Wimmers olddanske grammatik var de ogsá utæn-
kelige, altsá stod de ikke pá stenen. Ikke desto mindre vil man pá E.M.s uoptrukne fotografi DR.
fig. 756 finde dem sá skarpt og klart, at deres existens er fuldgyldigt sikret.
Selv om vi lige har set, at Skonvig i et enkelt tilfælde kunde kappes med to sá drevne experter
som Wimmer og Magnus Petersen, og selv om han som regel er bedre end Abildgaard og ofte
overgár báde Kruse og Kornerup (jfr. kapitlerne om disse), giver selv hans bedste afskrifter ikke,
hvad nutiden má forlange af en god runelæsning. Det skyldes dog ikke sá meget Skonvig selv
som datidens indstilling og krav. I almindelighed lægger han nemlig ikke vægt pá de individuelle
runeformer, der kan skifte fra sten til sten; om en bistav sidder hojt oppe eller langt nede, om en
hoved- eller bistav er skæv, krum, kort ellér lang, spiller som regel ikke nogen rolle for Skonvig,
ligesom det heller ikke har gjort det for Worm. For dem er en n-rune en n-rune, en r-rune en r-
rune og dermed basta. De interesserede sig for runens værdi, ikke for dens form. Det er de samme
trin, man kan konstatere i sá at sige alle fag og kunstarter: en bevægelse fra det typiske til det
individuelle. De forste forskere havde ganske simpelt ikke tid til den slags smátterier, takket
være det bjerg af problemer, der lá foran dem. Alt var nyt. Intet fik de til givende. Man skal
faktisk helt ned til Arendts tegninger for at finde en nojagtighed, der ogsá udstrækker sig til
den enkelte runes form, og til Magnus Petersen for at finde et gennemfort forsog pá at opná
noget i retning af en fotografisk gengivelse af hver rune med alle dens skævheder og ejendom-
meligheder.
Imidlertid har Skonvig undertiden forsogt at gengive runiske særformer; sáledes har han pá
Gunderup 2 (fig. 99) rigtigt kopieret de ensidige a- og n-runer; de vidt adskilte bælge pá b-ru-
nerne, B, Hjermind 1 (fig. 93), og Sonder Vinge 1 (fig. 108) er ligeledes markeret, og den firkantede
m-form, ?, pá Ronninge-stenen (fig. 27) har han ogsá set. Til liden nytte, eftersom formsnideren
oftest lader hánt om hans umage og normaliserer de ensidige runer til gennemstregede og giver
m det sædvanlige runde hoved.
Hvad vi herefter kan vente og forlange af Skonvigs tegninger, er med andre ord ikke en »foto-
grafisk« gengivelse af indskriften, men blot en i det store og hele normaliseret runegengivelse.
Hvordan sá med nojagtigheden i denne? Det er allerede for sagt, at der findes báde gode og dár-
]ige gengivelser blandt Skonvigs tegninger. Ser vi bort fra Runamoklippen og de ovrige ikke-
runiske indskrifter, har han ialt tegnet 59 runestene fra det gamle danske omráde. Af disse
er de 21, muligvis 22 fuldt tolkelige1), mens 15 kun har een uigennemskuelig fejllæsning2), som
9 fAvnslev p. 35, 0Alling p. 43, Hobro 2 p. 47, Hune
p. 52, 0Bronderslev p. 54, Hjermind 1 p. 57, Horne
p. 68, 0Logum p. 68, Jelling 1 p. 74, Holm p. 79, Tulls-
torp p. 82, Bjaresjö 2 p. 82, NÁsum p. 88, Hunnestad 1—2
p. 89, tÖHoby 1 p. 90, jGummarp p. 94, Gárdstánga 1
p. 98, Sturkö p. 99, tAllerum p. 99, Fuglie 1 p. 103, samt
muligvis Sjörup p. 86.
2) Bregninge L. p. 26, Tirsted p. 29, Ronninge p.
30, tAllerup p. 31, Flemlose 1 p. 34, tMebæk p. 38, Ge-
sing 1 p. 42, Glenstrup 1 p. 45, Gunderup 2 p. 59, tLangá
2 p. 64, Grensten p. 65, tLislerby-tmlleværk p. 80,
Bjáresjö 1 p. 82, ÖVemmenhög p. 83, Uppákra p. 100.